Det er befriende når teaterverdenen tager hånd om emner, der har samfundsmæssig relevans. ‘Det Andet Sted’ er en stærk forestilling om hvordan demens langsomt, men sikkert, æder den person du er op indefra.
Karen-Lise Mynster er eminent i rollen som Juliana – en succesfuld og selvsikker forsker, der har styr på sit liv og sin karriere. Langsomt begynder hun at forandre sig, og bid for bid mister hun sin hukommelse, og til sidst må hun nøjes med andres erindring af den person hun engang var.
Karen-Lise har publikum i sin hule hånd, hun er autentisk og kraftfuld, vi føler virkelig med Juliana og hendes familie, og du kan ikke lade være med at drage paraleller til dit eget liv, for demens kan ramme os alle, eller vores nærmeste, når vi mindst venter det.
Med på scenen er også Flemming Enevold, i rollen som Julianas kommende eksmand og læge – det er ham der må overbringe Juliana de nedslående nyheder. Vi får i det hele taget belyst denne berygtede og frygtede sygdom fra alle sider, både gennem rørende samtaler indenfor familiens fire vægge, men også gennem reaktionerne ved mødet med fremmede mennesker.
‘Det Andet Sted’ kan opleves på Aveny-T til og med lørdag den 3. oktober 2015, hvorefter den drager på turné. Her kan du se hvor og hvornår.
Instruktør: Kaspar Rostrup
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Flemming Enevold, Kristine Nørgaard, Gerard Carey Bidstrup