’The Lost City of Z’ er James Grays biografiske drama om den britiske opdagelsesrejsende Percy Fawcet (Charlie Hunnam), som af Royal Geographical Society sendes ud i Amazonas mystiske og forræderiske jungle for at kortlægge et omstridt landområde mellem Brasilien, Peru og Bolivia. Under sit arbejde kommer han på sporet af en forsvunden civilisation, og det bliver herefter en besættelse for ham at finde den. Det har omkostninger på hjemmefronten, hvor hans kone Nina Fawcet (Sienna Miller) må tage sig af den stadigt voksende familie – og det bliver ikke mindre problematisk, da deres ældste søn deltager i den sidste ekspedition.

Det er en god og spændende film – ikke mindst på grund af Charlie Hunnams præstation; han spiller med stort engagement, ydmyghed over for rollen (i tiden) og en høj grad af integritet. Men også Sienna Miller spiller sin karakter stærk og overbevisende.

Instruktøren evner i høj grad at få publikum til at føle sig til stede i den opdagelsesrejsendes univers – både som beskuer af selve opdagelsesrejsen og som ægtemanden og familiefaren, der træffer nogle valg for sig selv, men i høj grad også for sin familie. Og måske endda for hele verden og vores fælles historie?

’The Lost City of Z’ har premiere har premiere torsdag den 10. august 2017 i Palads, København + Nordisk Film Biografer i Århus + Lalandia Bio i Rødby + Korsør Bio i Korsør.

Instruktion og manuskript: James Gray

Medvirkende: Charlie Hunnam, Sienna Miller, Robert Pattinson og Tom Holland