Jocelyn, spillet af Franck Dubosc, der også instruerer, er en skørtejæger af rang. Han gør rigtig meget for at komme i bukserne på unge kvinder. Helt galt går det, da han for at komme i lag med den unge, smukke Julie, Caroline Anglade, foregiver at være lammet og bundet til en kørestol. Julie inviterer Jocelyn med til sit barndomshjem, hvor han møder hendes søster violinisten Florence, dersidder i kørestol for alvor. Jocelyn forelsker sig i Florence, men fortæller hende ikke, at han kan gå. Hun på sin side ved godt, at Jocelyn lyver og overvejer, hvordan hun skal gribe det an.

Det er intrigen, og det er en feel-good film, så uden at røbe for meget, kan man nok regne med, at historien ender godt.

Det er lidt en tynd kop te, men der er da gode små smil indimellem, når den mandlige hovedperson opfører sig ekstra fjollet, og Florence lader ham løbe linen ud. Alexandre Lamy har sødme som den handicappede Florence, og Franck Dubosc ser godt ud og fylder rollen som infantil Don Juan ud. Elsa Zylberstein er sjov som den lidt kiksede sekretær, der har været lun på sin chef i mange år. Endelig er Laurent Bateau lun som Jocelyns ældre ven og læge, der prøver at tale ham fra de løgne, han stikker de kvinder, han erobrer.

Det er godt, at det hele foregår på fransk, og at der er gode billeder fra Paris. Havde filmen været amerikansk, havde den været svær at sluge.

Nu er det en bagatel, der kan nydes, de 107 minutter filmen varer.

 

 

Alt for kærligheden

Instruktør: Franck Dubosc

Medvirkende: Franck Dubosc, Alexanddra Lamy, Elsa Zylberstein, Gerard Darmon, Caroline Anglade og Laurent Bateau

Varighed: 107 min.

Land: Frankrig/Belgien

Premiere: 25. oktober 2018