Deadpool

Superheltefilm giver smæk for skillingen.

Takket være fiks meta-humor, den sorteste humor og forfriskende filmhumor uden selvhøjtidelighed, rammer Deadpool plet som vores allesammens nye antihelt i hvad der for tiden ligner et evigt ekspanderende univers af superhelte, som bliver spyttet ud i biograferne.

Denne rapkæftede, sarkastiske, jokesspyttende og spottende superheltekarakter, som hverken kan kategoriseres som god eller ond, men helt bestemt som politisk ukorrekt, er en ny og unik figur i Marvel-universet. Og dette er ikke bare utroligt underholdende, men også utrolig tiltrængt. For væk er alle de velkendte superhelte filmformularer, som vi har set utallige eksempler på de seneste år. I stedet får vi en anderledes ærlig og drilagtig heltefilm, som bryder den fjerde vægs væg og endda formår at ændre vores syn på Ryan Reynolds, som længe har stået som en overbetalt, komisk skuespiller, hvis talent ikke rækker længere end den næste typiske Hollywoodkomedie.

For Mr. Reynolds kan regne med at blive tilgivet for meget, når det store publikum snart får chancen for at nyde hans præsentation i denne film. (Dog vil mange kvinder nok have svært ved at tilgive det faktum at Reynolds’ imponerende fysik er dækket af en stram rød dragt gennem det meste af filmen) For det er bestemt hans tydelige engagement og indlevelse i rollen som Deadpool, som vil blive det store trækplaster. Denne film har været over 10 år på vej, og Ryan Reynolds har været en af de mest aktive kræfter i at få filmatiseringen til at ske. Nu bærer det hårde arbejde bestemt frugt, men onde tunger kunne påpege, at det at Ryan Reynolds virker til at være en bedre skuespiller når man ikke kan se hans ansigt, taler sit tydelige sprog om hans egentlige skuespilstalent. Men lad den ligge for nu.

For Deadpool virker, og det på trods af at den bryder med alt hvad vi kender til superheltefilm lige nu. Læg især mærke til den tydelige ”lad os tage pis på os selv” åbningsscene kækt akkompagneret af verdenshittet ”Angel of the Morning”. Så er stilen lagt. Og det er en stil jeg glæder mig til at følge i de forhåbentlig mange efterfølgere vi får om denne rapkæftede antihelt. Deadpool.

‘Deadpool’ har danmarkspremiere torsdag den 11. februar 2016.

Instruktør: Tim Miller
Medvirkende: Ryan Reynolds, Morena Baccarin, Ed Skrein, Gina Carano m.fl.