Tre midaldrende søskende mødes i deres barndomshjem ved kysten nær Marseilles, fordi deres far har fået et alvorligt slagtilfælde, der har sat ham definitivt ud af spillet og gjort ham fuldstændig afhængig af pleje. Søsteren Angele har hverken set sine to brødre eller sin far i mere end 20 år. Hun er vred på sin far (og sig selv), fordi hendes datter druknede som lille under et ophold hos faderen. Ud over sorgen dræner den dårlige samvittighed hende, og det har en succesfuld skuespilkarriere ikke hjulpet på.
Den ene bror bor hos faderen og driver familierestauranten videre uden den store succes. Den anden bror er fyret og desillusioneret over egen situation og over samfundets forfald. Dertil kommer, at hans unge, veltrænede og smukke forlovede er godt og grundigt træt både af ham og hans evige klynk. De er på en skillevej, hvilket forståeligt nok ikke sætter humøret i vejret. Det er en ond spiral.
Skeletterne og konflikterne bliver præsenteret hurtigt i filmen, og man kunne have frygtet, at det ville blive uudholdeligt tungt. Det bliver det heldigvis ikke.
Robert Guédiguian slår nogle kritiske politiske temaer an, da de tre søskende opdager tre små flygtningebørn, der helt har mistet mælet – så traumatiserede er de. De tager børnene til sig og har ikke travlt med at overdrage dem til de patruljerende kystvagter, der har efterlyst personer, der er sat i land. Samme vagter har utvetydigt gjort klart, at man skal være på udkig efter flygtninge, og at de kan være farlige. De små børn sætter noget i gang hos Angele, der får afløb for det børneomsorgsgen, hun ikke har brugt så længe. Så det er ikke kun børnene, der bliver reddet. Samtidig bliver Angele belejret af den unge fisker Benjamin. Så helt galt er det ikke.
Den gamle far tilses af lægen Yvan, hvis forældre stadig bor i landsbyen. De kan ikke få de økonomiske ender til at mødes og nægter at tage mod hjælp fra deres søn.
Hele foretagendet lyder lidt trøstesløst og er det for så vidt også. Imidlertid er der glimt af forsoning blandet med glæden fra lykkelige barndomsminder og tro på det gode i mennesket.
Der er smukke billeder af udsigten over havet fra den gamle fars hus, af naturen omkring landsbyen og af friskfangede fisk og god mad. Der er en stille humor, da hele søskendeflokken, den unge bejler, lægen og den søde forlovede i desperation stiller sig til at ryge på husets udsigtsterrasse, uanset om de ellers har trangen.
Der er udsøgt spil over hele linjen især fra søskendeflokken spillet af Ariane Ascaride, Gérard Meylan og Jean-Pierre Darroussin. De tre er del af Robert Guédiguians faste stab, og det mærkes på den gode måde.
Meget symbolsk lader Guédiguian kameraet panorere til det moderne tog på viadukten over den lille kystby, der ikke helt er fulgt med tiden og trues med at blive overtaget af pengestærke folk med dollartegn i øjnene. Det har Guédiguian oplagt ikke meget til overs for, ligesom han tager afstand fra både racisme og forudindtagethed.
Se filmen – den er eftertænksom og smuk.
Huset ved havet – premiere den 28. juni 2018
Instruktør: Robert Guédiguian
Producere: Marc Bordure og Robert Guédiguian
Manuskript: Serge Valleti og Robert Guédiguian
Medvirkende:
Angéle: Ariane Ascaride
Armand: Gérard Meylan
Joseph: Jean-Pierre Darroussin
Maurice: Fred Ulysse
Bérangere: Anaïs Demoustier
Yvan: Yann Trégouët
Benjamin: Robinson Stévenin
Varighed: 1 time og 47 minutter
Land: Frankrig/2017
Originaltitel: La Villa
