‘Krop og Sjæl’ er en tragikomisk film om sygdom, død, og ulykke. Det er fantastisk hvordan den balancerer mellem det alvorlige og det humoristiske.

Retsmedicineren Janusz har fornyligt mistet sin kone, hvilket har medført at datteren Olga har udviklet en alvorlig spiseforstyrrelse. Hun sendes i terapi, hvor behandleren Anna tilfældigvis også viser sig, at kunne komme i kontakt med afdøde.
Filmen følger de små absurde hverdagssituationer, og livet og døden sættes konstant i perspektiv. Betyder livet og døden noget, eller er det tanken der tæller?

‘Krop og Sjæl’ er en utrolig flot film, med mange nærbilleder og supertotaler. Instruktør Małgorzata Szumowskas benytter sig også af stilhed, der giver filmen endnu mere dybde. Hun evner at fortælle en dybt alvorlig historie, og bruger humoren til at gøre den lettere at fordøje. Det er virkelig en flot film.

Polen markerer sig mere og mere på den internationale filmscene, og det er en fornøjelse. Også det polske sprog er på en eller anden vis med til at gøre det hele mere jordnært.

‘Krop og Sjæl’ har dansk biografpremiere den 21. januar 2016.

Instruktør: Małgorzata Szumowskas.
Medvirkende: Janusz Gajos, Maja Ostaszewska, Justyna Suwala, Ewa Dalkowska, Ryszard Dolinski, Roman Gancarczyk m.fl.