Filmen Life Itself er en af disse film, som man ikke forventer så meget af på vej ind i biografen. Men helt fra begyndelsen bliver man draget ind i filmens historie på en helt speciel og overraskende måde.
Skuespilleren Samuel L. Jackson er stemmen, der fortæller en historie, og lige pludselig er Samuel L. Jackson en del af filmen, hvor han er den beskuende skuespiller til et færdselsuheld. Dette færdselsuheld kommer til på mange måder at danne rammen om denne ukonventionelle fortælling.
Vi følger parret Will spillet af Oscar Issac, og Abby spillet af Olivia Wilde og deres liv i New York Manhatten. Hvordan de møder hinanden på college, bliver kærester, bliver gift og forbereder sig på deres første barn, og så tager filmen endnu en drejning, og vi er med Will til psykiater. Psykiateren er ingen ringere end skuespillerinden Annette Bening, der forsøger på bedste vis at forstå Will. Livets uransigelige veje og næste kapitel i historien fører handlingen til en olivenplantage i Spanien ejet af Mr.Saccione spillet af selveste Antonio Banderas. Og dernæst tilbage til New York og Manhatten.
Filmen er hjerteskærende, spændende og morsom og kombinerer  en ukonventionel fortælling i flere dele med karakterer, der fungerer i en historie, der ligeså udsædvanligt fungerer i en anden historie. Filmens historien kan ikke gengives præcist , da selve historien og den upålidelige fortælling, som den kaldes af en af hovedpersonerne, netop er den forunderlige og følelsesmæssige intense rejse, man som publikum kommer på.
Life itself er en hyldest til livet, og på fineste måde rummer den alle livets finurligheder, kærlighed, sorg, svigt, hjertesorg, vanvid, selvopofrelse, død, penge, selvmord, håb, tro, afmagt og samhørighed.  Filmen dykker ned i flere af livets temaer, hvor stort og kaotisk livet kan være, livets opture og nedture, tragedie og lykke. Filmen handler om mennesker og denne smukke, besynderlige tilværelse, vi alle har til fælles – selve livet.
Som publikum bliver du diskret vildlet, og filmen leger med dine forventninger, når du forudser at filmen går en vej, så går den en anden, og på så fin, smuk og brutal en måde, væves personernes liv og historier ind i hinanden.
Manuskriptet er skrevet af Dan Fogelman, og han har selv udtalt: ” Med vilje har jeg inkluderet uventede øjeblikke, hvor publikum bliver overrasket, og måske i tvivl om hvis historie, de følger , hvilket er hensigten. Jeg håber, at publikum bliver berørt af filmen. Hvis publikum har to gode timer i biografen, og filmen hænger fast hos dem, er jeg glad.
Hvis dette er hensigten med filmen, så opnåes Dan Fogelmans ønske. Publikum blev siddende efter filmens afslutning, nogle tørrede deres øjne, andre sad helt stille, som skulle de fordøje filmen.  Life itself er bestemt en film der hænger fast i en. En man sagtens kan se igen for at lade historien udfolde sig på en anden måde.
Skuespillerpræstationerne i denne film er ikke mindre end fremragende, og selve filmens historie skabet af det kreative filmtalent Dan Fogelman er eminent velskrevet.
En anden finurlighed er musikken i filmen, især sangen “Make you feel my love” og Bob Dylans sange,som ikke kun bliver en del af soundtracket, men også bliver en del af fortællingen, hvor sangene er med til at binde filmen sammen.
Derfor får Life Itself ikke mindre end 6 stjerner, det højeste antal, vi kan give her på Kulturtid.dk Og en stor opfordring fra kulturtid. dk til vores læsere, dette er en film, som skal ses. Dette er bestemt en af årets bedste film
Medvirkende: Oscar Isaac, Olivia Wilde,Antonio Banderas, Annette Bening,Samuel L. Jackson med flere.
Instruktør og Manuskript: Dan Fogelman
Producere: Matty Bowen, Wyck Godfrey, Aaron Ryder og Dan Fogelman.
Længde: 118 minutter