Igennem den introverte og humørsyge hovedperson, 12-årige Anna med det splejsede, drengede look og smækbukser, får filmens instruktør, japanske Hiromasa Yonebashi fortalt en enestående flot og melankolsk fortælling.

Anna er nemlig plejebarn – begge hendes forældre gik bort, da hun var ganske lille. Og som om en sådan oplevelse ikke var slem nok i forvejen, erfarer den forknyttede pige til sin store overraskelse, at hendes plejeforældre modtager penge fra staten for at passe hende. Opdagelsen får hende til at føle sig endnu mere uønsket, hvorfor hun i første halvdel af filmen holder sig for sig selv og tegner på sin skitseblok.

Da hun en dag efter skole bliver ramt af et voldsomt astmaanfald, beslutter hendes bekymrede plejeforældre at sende hende på et længerevarende ophold sommeren over på landet, hvor en fjern tante og onkel bor.

Her blomstrer Annie pludselig op i mødet med den frie natur, der omgiver det sagnomvundne marskhus i det billedskønne Hokkaido. Her møder hun Marnie, en yndefuld, lyshåret pige med klare, blå øjne, der ligesom Anna har haft en hvileløs barndom. Da skæbnen synes at have bragt dem sammen, bliver pigerne på kort tid slyngveninder, lover hinanden evigt troskab og afslører i al hemmelighed over for hinanden deres inderste barndomstraumer.

‘Omoide no Mânî’, som er animationsfilmens oprindelige titel, og som i øvrigt foregår på originalsproget, har for overtegnede at se en ekstraordinær appel af særligt to årsager:

  1. For det første blander filmen genkendelige realistiske miljøer med drøm og fantasi, hvilket giver den ellers enkle historie et twist af visuel opfindsomhed. Herudover må man blankt indrømme, at de flotte streger og smukke, rene farver i filmen aftvinger stor respekt, da scenerne er af høj æstetisk kvalitet.
  2. For det andet er animationsfilm undervurderede. Særligt de japanske. Herudover varsles det, at ‘Marnie – min hemmelige veninde’ bliver den sidste film fra den japanske mesterinstruktør og animator Hayao Miyazakis legendariske Studio Ghibli. Så se den i biffen, mens tid er. Ung som gammel.

Animationsfilmen er baseret på britiske Joan G. Robinsons roman ‘When Marnie Was There’ og har premiere 25. december 2015.

Instruktør: Hiromasa Yonebashi
Medvirkende: Sara Takatzuki, Kasumi Arimura.