Alle har billeder på nethinden af den skønne og bestemte guvernante Mary Poppins, der bogstaveligt kommer fra oven med paraplyen højt hævet over hovedet. Hun kører også stadig op af gelænderet i stedet for at kure ned. Det var Julie Andrews, der i 1964 udødeliggjorde P.L. Travers børnebogsfigur og sang sig ind i publikums hjerter om, at lidt sukker på skeen får medicinen til at glide lettere ned. Filmen blev i 2013 udvalgt til bevarelse af National Film Registry i USA af Library of Congress for sin “kulturelle, historiske og æstetiske betydning” og vandt da også en pris for ”Bedste Visuelle effekter”. Det er derfor meget modigt af Disney at gentage en så ikonisk succes 54 år senere. De har dog et stærkt kort på hånden – nemlig Emily Blunt, der spiller den store hovedrolle som Mary Poppins.
Hun dumper med sin talende paraply ned hos familien Banks bestående af Mr. Banks, hans tre børn og hans søster Jane Banks. Vi befinder os i 1930-ernes London, og Mr. Banks kan ikke få hverdagen og økonomien til at hænge sammen, efter at hans kone er død. Ikke overraskende får Mary Poppins skik på både økonomi og børn. Der er magi over hende, og børnene lader sig indfange i hendes univers af eventyr, når hendes gigataske viser sig at indeholde alverdens legetøj til deres bad.
Filmen er ligesom sin forgænger en blanding af almindelig film med indlagte tegnefilm, og det er stadig sjovt. Marc Shaiman og Scott Wittman har lavet ny musik og sange til filmen, og det er forfriskende, ligesom der er genkendelse, når temaet fra 1964 antydes.
Filmen er stjernespækket i alle roller med Meryl Streep som en skør kusine til Mary Poppins, Colin Firth som den skurkagtige bankdirektør, Angela Lansbury som ballondamen og Dick van Dyke, der spillede rollen som Burt i den oprindelige, som bankens bestyrelsesformand. Det er ren luksus, og alle spiller fantastisk.
De tre børn spillet af Pixie Davies, Nathanael Saleh, Joel Dawson er søde og dygtige og gode både i samspil med hinanden og Emily Blunt.
Emily Blunt er skøn som den lidt distancerede Mary Poppins. Hun er god i skuespillet, og hun både danser og synger godt. Også Lin-Manuel Miranda er suveræn som den super positive lygtetænder Jack, der har et godt øje både til Mary men især til Jane Banks.
Filmens dansenumre er flotte, og da hele Londons lygtetænderkorps danser med lygtepælene som dansepartnere er der ikke et øje tørt – en sjov henvisning til ”Singing in the Rain” eller måske den ikoniske scene med de dansende skorstensfejere fra filmen fra 1964.
Det hele er professionelt og toptunet, men hvem filmen henvender sig til er lidt svært at greje. På trods af de indlagte tegnefilm og de medvirkende børn, er det ikke oplagt, at børn i 2018 vil føle Mary Poppins universet og depressionen i London i 1930-erne tiltrækkende. Målgruppen er snarere voksne med barnesindet i god behold.
Mary Poppins er stærk som singlekvinden, ingen rigtig ved noget om. Imidlertid rykker hendes figur ikke så meget eller har det store budskab, men det er muligvis heller ikke meningen i en eventyrmusical.
Skynd jer ind og se den hyggelige og flotte film, der har premiere 1. juledag og bedøm selv.
Premieredato: 25. december 2018
Original titel: Mary Poppins Returns
Spilletid: 2 timer og 10 minutter
Instruktør: Rob Marshall
Manuskript: David Magee
Producent: John DeLuca
Musik: Marc Shaiman og Scotte Wittman
Medvirkende: Emily Blunt, Emily Mortimer, Lin-Manuel Miranda, Ben Whishaw, Julie Walters,Pixie Davies, Nathanael Saleh, Joel Dawson, Colin Firth, Meryl Streep, Angela Lansbury og Dick van Dyke.
