Sig mig engang – er Maskerade ikke en opera fra 1906 af Carl Nielsen? Nej oprindeligt er historien et skuespil fra 1724 af Ludvig Holberg, ham der troner uden for Det Kongelige Teater. På det tidspunkt var stykket blandt andet et indspark i debatten, fordi maskerader blev forbudt i København grundet den spirende pietisme.

Derudover er stykket en traditionel forvekslingskomedie, hvor to unge forelsker sig ved en maskerade og derfor ikke vil gifte sig med de personer, deres fornemme fædre har udset til dem. Når maskerne falder, viser det sig – ikke overraskende – at de to, der har mødt hinanden ved aftenens maskerade er identisk med de to, som deres fædre har bestemt, de skal giftes med. Pyha  – alt ender lykkeligt, da konflikten på magisk vis opløses.

Det er klart, at der skal noget til at få så tynd en historie til at glide ned hos et publikum næsten 300 år, efter stykket er skrevet.

Det Kongelige Teater har derfor indforskrevet den tyske instruktør Herbert Fritsch, der har stået for både iscenesættelse og scenografi. Til at skabe kostumerne har Fritsch medbragt tyske Victoria Behr. Hun har iført skuespillerne kostumer af farvestrålende tyk plastic og har også strammet deres ansigter ind med plastic og givet dem skumpudderparykker på. Skuespillerne er blevet til uigenkendelige porcelænsfigurer. Scenografien er enkel og i flotte pangfarver – en rød og en gul væg og et grønt og brunt træ. Alt er blanklakeret, og drejescenen bruges flittigt. På scenen står også et flygel med en velspillende Olivier Antunes. Det hele er imponerende, ligesom brug af lys til skabelse af store skygger er flot.

Skuespillerne er ude i en tour de force med timing, og det lykkes for så vidt. Den høje ranglede gummimenneske Peter Plaugborg støder hele tiden ind i dørkarmen på den dør, der er alt for lav for ham, og det er sjov slapstick, men slapstick er ikke helt nok. Der skriges en hel del, og ofte er det vanskeligt at høre teksten. Jens Jørn Spottag er Jeronimus og har sit at kæmpe med – med en søn, der ikke vil giftes og en kone, der stikker af til maskerade. Han er ikke helt sur nok denne Jeronimus, men en ironisk kommentar er det, når Spottag ved slutningen af første akt efter tæppefald dukker frem og synger nogle strofer fra Maskeraden – (nu er vi ved operaen).

Der er ikke meget på spil i aftenens forestilling, for selv om problemer mellem generationerne er et almengyldigt emne til alle tider, er arrangerede ægteskaber i etnisk danske familier sjældent forekommende i 2017.

Herbert Fritsch har villet en masse og har villet vise, hvad han kan. Det har bragt Fritsch for meget i centrum. Det er synd, for den poesi og humor, der er i Holbergs gamle tekster går fløjten, og historien bliver aldrig vedkommende.

Medvirkende: Jeronimus, en fornem borger: Jens Jørn Spottag
Magdelone, hans frue: Tammi Øst
Leander, deres søn: Morten Hee Andersen
Henrik, hans tjener: Peter Plaugborg
Arv, gårdskarlen: Rasmus Fruergaard
Leonard, en herre fra Jylland: Bjarne Antonisen
Leonora, hans datter: Lila Nobel
Pernille, hendes kammerpige: Marie Dalsgaard
En kone med maskeradeklæder: Lila Nobel
En karl med masker: Marie Dalsgaard
Pianist: Olivier Antunes

Iscenesættelse og scenografi: Herbert Fritsch
Kostumedesign: Victoria Behr
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Jonas Vest
Musik: Olivier Antunes