Den hæderkronede og velrenommerede altmuligmand på den italienske filmscene Nanni Moretti, der ofte både agerer skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør på én og samme tid, har gjort det igen. Skabt et mesterværk.

Den 62-årige gråsprængte italiener, der tidligere har vundet Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes for ‘Sønnens værelse’ (2001) og har satirespiddet højstående politikere såsom forhenværende præsident Silvio Berlusconi i ‘Mig og Berlusconi’ (2006), vender i aktuelle ‘Min Mor’ med tunge tematikker som tab, sorg, karriere og afmagt blikket mod en knugende familiekrise i en delvist selvbiografisk film. Et særligt twist i filmen er nemlig, at Morettis alter ego spilles af en kvindelig filminstruktør, Margherita Bay, der stædigt forsøger at færdiggøre en film, alt imens hendes mor ligger for døden. Nøjagtig som tilfældet ville det i Morettis eget liv tilbage i 2010, da han under indspilningerne af ‘Vi har en pave’ (2011), mistede sin mor, Agata.

Filmens plot er karakteriseret ved et kunstnerisk greb, Moretti med jævne mellemrum anvender i sin film. Fantasi, drømme, fakta og fiktion bliver mudret sammen til én stor masse. I takt med at moderens fysiske tilstand svækkes, forplumres den kvindelige hovedrolleindehavers, Margherita, (spillet af Moretti-kending ved samme navn, Margherita Bay), liv af et mareridt, hvor fortid, nutid og fremtid smelter sammen. Som tilskuer fornemmer man fra midtvejs i filmen, hvordan den gryende ubalance langsomt får sit tag i Margherita, og hvordan den ellers stærke ambitiøse kvinde vaklende mister besindelsen og kontrollen over sit eget liv.

Margheritas frustration forstærkes kun yderligere, om end som et comic relief, af den kendte amerikanske skuespiller Barry Huggins (John Turturro), der med en overdimensioneret krukkethed og ego indtager den italienske hovedstad, Rom, hvor indspilningerne finder sted. Med sit frembrusende gavtyvesmil og sine røverhistorier om sit samarbejde med Stanley Kubrick forsøger Huggins at charmere alle medvirkende på settet i håbet om at camouflere sin manglende forberedelse. Hans italienske er mildest ikke imponerende, og han glemmer adskillige gange sine replikker

Hvis missionen med »Min Mor« har været at få beskueren til at tænke på sit eget liv og sende varme tanker til sin egen mor, så er det i den grad lykkedes. Noget udefinerbart saltet væske løb i hvert fald på et tidspunkt eller to ned ad undertegnede anmelders øjne, da filmen nærmede sig sin tårevædede afslutning.

‘Mia Madre’, der er på sit originalsprog, men med danske undertekster, kan ses i de danske biografer landet over fra 25. december 2015.

Instruktør: Nanni Moretti
Medvirkende: Margherita Bay, John Turturro, Nanni Moretti, Giula Lazzarini, Beatrice Mancini.