Papillon omhandler historien om Henri ”Papillon” Charriére, også kaldet Papi, spillet af Charlie Hunnam. Uretmæssig bliver Papi i 1930´erne fængslet for et drab, han ikke har begået og bliver idømt livsvarigt straffearbejde i Fransk Guinea – også kendt som Helvedes Forgår.

I fængslet møder han millionæren Louis Dega, som er en mindre begavet fange, spillet af Rami Malek. Som noget af det første henvender Papi sig til Dega, og de indgår en aftale, om at Papi vil beskytte Dega mod livet i fængslet, som dagligt består af vold, overfald og tortur. Papi er meget større end Dega, og rent fysisk er de hinandens komplette modsætninger. Denne aftale bliver begyndelsen til et livslangt venskab mellem Papi og Dega, og deres venskab bliver filmens omdrejningspunkt.

Papi planlægger konstant at flygte fra fængslet, og Degas penge er med til at finansiere flugtforsøgene. Desværre bliver Papi efter et fejlagtigt flugtforsøg straffet med 5 års isolationsfængsel, hvor Dega på behørig afstand hjælper ham bedst muligt. Imod alle odds overlever Papi isolationen, hvor han bliver udsultet, slået og isoleret i mørke. Dernæst overføres han til den øde beliggende Djævleø, hvilket er ment som endestationen for straffefanger. Her møder han igen Dega, og spørgsmålet er nu, om deres før så tætte venskab kan holde til endnu et flugtforsøg?
Filmen Papillion er baseret på den sande historie om Henri Charriére, som beskrevet i hans selvbiografiske roman ved navn Papillon. Bogen blev en verdensomspændende bestseller og har tidligere været filmatiseret i 1973 med Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne.

Denne gang har filmen et dansk præg, da instruktøren er ingen ringere end danske Michael Noer og samtidig er danske Roland Møller en del af den stjernespækkede rolleliste. Samspillet mellem skuespillerne Charlie Hunnam og Rami Malek er enestående, og deres ”bromance” er med til at løfte en ellers lidt triviel fængels- og flugtfilm op på et lidt højere niveau.

Medvirkende: Charlie Hunnam, Rami Malek, Eve Hewson, Roland Møller, Yorick van Wageningen, Tommy Flanagan m.fl.
Instruktion og manuskript: Michael Noer og Aaron Guziekowski
Varighed 133 minutter
Premiere: 23 august 2018