Katja har mistet sin mand, Nuri og sønnen Rocco ved en bombeeksplosion i Hamborg. Hun har mødt Nuri, fordi hun købte stoffer af ham for en årrække siden, og de to blev gift i fængslet, hvor han afsonede en lang straf for at handle med stoffer.

Efter løsladelsen er de begge resocialiserede, og Nuri har drevet sit eget firma, hvor han sælger rejser og er revisor. Sammen har de fået sønnen Rocco. Da Nuri og Rocco bliver dræbt, er det Politiets tese, at grunden skal søges i Nuris kriminelle fortid. Katja er derimod overbevist om, at der er tale om nynazisters værk. Det viser sig, at Katja har ret, og at et ungt ægtepar har stået bag likvidationen.

Katjas advokat, spillet sympatisk af Denis Moschitto, er overbevist om, at parret vil blive dømt. Der er da heller ikke den store tvivl om, at parret har slået to uskyldige mennesker ihjel, og at de ikke udstråler anger overhovedet. Selv sønnens fader vidner mod det unge par.

I filmen kommer de to anklagede ikke til orde en eneste gang. Deres forsvarsadvokat fremstår kold og bruger i sit forsvar meget tid på at sværte både offer og hans enke.

Katja står i sit livs krise, og hendes sorg er altoverskyggende, men samtidig skal hun ud over straffesagen mod de formodede gerningsmænd og hendes hævntørst over de to, der har frataget hende de vigtigste personer i hendes liv, forholde sig til spændinger mellem hendes egne tyske forældre og hendes tyrkiske svigerforældre.

Det er en historie i mol, og i mange scener regner det da også i stride strømme. Der er for så vidt heller ikke meget håb i at miste mand og barn i et eksplosivt hug.

Den altdominerende hovedrolle bliver spillet af Diane Kruger, og hun er intet mindre end fremragende. Hendes dirrende sorg over tabet af barn og ægtefælle er hjerteskærende, og uden at det på noget tidspunkt bliver sentimentalt, er det umuligt ikke at få våde øjenkroge mere end en gang i løbet af filmen.

Tyrkiske Fatih Akin har instrueret filmen, og det er oplagt, at der har været et personligt motiv i at undersøge trangen til hævn og komme med en kommentar til de grundløse likvidationer foretaget i Tyskland i 2000 og frem.

Se filmen og nyd det tyske sprog. Filmen kan før sin egentlige premiere ses i forbindelse med tyske filmdage i henholdsvis København, Aarhus og Odense.

Aus dem Nichts – premiere den 12. april 2018