Landskabet er uendeligt og koldt i Nord Amerika, og selv den sejeste fighter overlever ikke at løbe på bare tæer i sneen. Det gør en ung, smuk indianerkvinde heller ikke i thrilleren Wind River.

Hun bliver fundet død af vildtjægeren Cory Lambert spillet af Jeremy Renner. FBI sender én kvindelig ung agent, Elizabeth Olsen, ud for at opklare omstændighederne om kvindens død. Til at hjælpe har hun det lokale politi, der ikke tæller mange personer. Med på sit hold får hun også Cory, der udover sin erfaring og kendskab til landskabet har en personlig historie, der driver ham.

Det er kampen mellem det onde og det gode i denne moderne western med underlægningsmusik af Nick Cave og Warren Ellis. Det er udfordringerne ved et smukt, men barsk landskab, ligesom det er historien om, hvad der sker med mennesker, der mod deres vilje er anbragt et sted, hvor der dybest set ikke burde bo mennesker.

Taylor Sheridan har skrevet en spændende medrivende historie, der både løser en mordgåde samtidig med, at den er en besk kommentar til forholdene for indianere i reservatet Wind River. Sheridan panorerer hen over det sneklædte landskab, og hurtigt kørende snescootere understreger skønheden. Ikke mange overlever i filmens action scener, og selvfølgelig er det urealistisk, at FBI-agenten, der bogstaveligt ikke er klædt på til opgaven, overlever. Det gør dog ikke så meget, for scenerne understreger instruktørens pointer.

Samspillet mellem Jeremy Renner og Elizabeth Olsen er intenst og dejligt usentimentalt og fri for mistanken om, at der opstår en intim relation mellem dem.

Taylor Sheridan vandt prisen for bedste instruktør ved filmfestivalen i Cannes i 2017. Spændende om han kommer med i Oscaropløbet.

Premiere 4. januar 2018

Instruktør og manuskriptforfatter: Taylor Sheridan
Musik. Nick Cave og Warren Ellis
Medvirkende: Elizabeth Olsen, Jon Bernthal, Jeremy Renner, Martin Sensmeier, Kelsey Asbile, Gil Birmingham