Hold nu op for en Skandinavienspremiere på Malmø Opera, hvor man har fået tilladelse til at opføre Matilda the musical efter Roald Dahls bog Matilda om den lille gæve og boglige Matilda, hvis forældre er for selvoptagede og platte til at se hendes kvaliteter. Hendes mor var i fornægtelse over at være gravid og rasende over, at hun i stedet for at skulle til dansekonkurrence blev nødt til at føde, og hendes far blev og forbliver stiktosset over, at Matilda ikke blev en dreng. Så er den humoristiske stil ligesom lagt, og Matilda vælger at fordybe sig i bøgernes verden, da hun indser, at hun ikke på noget tidspunkt vil få kærlighed hverken fra sin halvforbryderiske bilsælgerfar eller sin skønhedssøgende mor.

Hun finder sit helle på biblioteket, hvor en elskelig bibliotekar frøken Phelps tager sig af hende og hører på hendes magiske og spændende historier.

På første skoledag opdager den søde lærerinde med det sigende navn frøken Honey, at Matilda er en begavelse ud over det sædvanlige. Hun forsøger derfor at få flyttet Matilda op til et højere klassetrin.

Rektor er dog en regelrytter af rang og vil ikke høre tale om noget så dumt. Det er et umiskendeligt engelsk skolemiljø, vi befinder os i. Alle elever har traditionel skoleuniform på, og rektor er af den gammeldags og strenge type. Hun er gammel olympisk hammerkaster og har et afstraffelsesbur, som hun ofte benytter.

Det lyder sørgeligt, og er det for så vidt også, men når det hele sættes i en humoristisk og absurd kontekst, tager publikum det triste budskab om at favne børn på en kærlig måde ind med et smil på læben.

Der er et klart budskab i forestillingen fra Roald Dahls side. Han har villet slå et slag for at læse gode bøger og besøge sit bibliotek. Samtidig gør han grin med det engelske skolesystem, som han selv var offer for som barn. Det er fantastisk, at en lille dreng, der har været udsat for systematisk mobning fra både lærere og elever på sin kostskole, har så meget sødme, at han som voksen kan skrive humoristiske børnebøger om det.

Scenografien af Palle Christensen består af et væld af gigantiske bøger. De dukker op som bænke eller pop-op bøger, hvor blandt andet Matildas børneværelse åbenbarer sig. Malmø Operaorkester under ledelse af dirigent Joakim Hallin tager Tim Minchins skønne musik under kærlig behandling. De drejes under flere af numrene ind på scenen, så de synligt bliver en del af handlingen.

Og så til dem, det hele handler om nemlig børnene: Matilda Gross var Matilda på premiereaftenen, og hun gjorde det fænomenalt. Hun synger og agerer med en udstråling, så det både kan høres og føles helt op til den bageste tilskuerrække. Samtlige medvirkende børn synger, danser og agerer, så man skulle tro, de aldrig havde bestilt andet. Det er skønne, talentfulde, professionelle og begavede børn, og man får lyst til at give hver og en af dem en kæmpe krammer.

Voksenensemblet følger dog ganske godt trop for nu lige at underdrive en smule.

Rektor Agatha Trunchbull spilles af David Lundquist. ”Hun” er iført en stor stram kjole, der holder hendes store buste og pukkelryg på plads. Dertil kommer nogle henrivende polkaprikkede underpermissioner, der ofte titter ud under skørterne, mens hun udtænker straffe til de sagesløse elever på hendes skole.

Matildas far spilles af Michael Jansson, og han er sjov og ironisk over for sin rolle som den helt blanke bilhandler, der for alvor tror, at han kan tage røven på den russiske mafia. (Det kan han ikke).  Hans kone fru Wormwood spilles af Åsa Fång, og hun er skøn, når hun understreger, hvor uvigtigt og dumt, det er at læse. Looks er vigtigere end books, som hun siger!

Linda Olsson er en henrivende frøken Honey, og uden at røbe for meget, kan man sige, at hun nok kommer ud af sin strenge rektors skygge og får krammet på hende.

Resten af ensemblet danser, synger og agerer en vis legemsdel ud af bukserne i Miles Hoares friske og moderne koreografi, og deres energi smitter til tilskuerrækkerne.

Det er et topprofessionelt og fremfor alt sjovt show, Malmø Opera har præsteret. De skal så også fylde skoene efter Royal Shakespeare Company, der bestilte musicalen i 2010. Det gør de i den grad.

Forestillingen er selvfølgelig på svensk, men det er ingen undskyldning for ikke at krydse sundet. I kan sagtens følge med!!

Matilda the musical – premiere den 15. marts 2019 på Malmø Opera

Forestillingen spilles på svensk med svenske overtekster.

Anbefalet alder: fra 5 til 105
Varighed: 2 h 55 min (inkl. 25 min pause)

Musik: Tim Minchin
Libretto: Tim Minchin & Dennis Kelly

Svensk oversættelse: Jonas Forssell
Dirigent: Joakim Hallin
Regi: Elisabeth Linton
Scenografi: Palle Christensen
Kostumer: Astrid Lynge Ottosen
Lyddesign: Avgoustos Psillas
Lys: Ulrik Gad
Koreografi: Miles Hoare

Medvirkende: Anna Heerulff ChristiansenMatilda GrossEva JumatateAlice Jönsson, Thia SkogmarElla StrandbergTova Turesson, Milton FelländerMax LiljedahlJoel Yebio,
Emilia HelmAlice Jönsson, Oliver Palm, Gustav Sonesson, André Persson GintnerMelker Wickenberg, Sonja HolmMolly Johansson, Siri AmundsenLisa Birk Pohl, Wilmer FranzénLeon Mentori, Miranda BoultonWilma Persson, Linda Olsson, David LundqvistMarianne Mörck, Åsa Fång, Michael Jansson, Jeff Schjerlund, Oscar Pierrou Lindén, Denny Lekström, Hanna Carlbrand
Jonas Schlyter, Davio DIEmmie AsplundHenric FlodinKarin MårtenssonKitty ChanLeila JungMarcus ElanderTommy EnglundEmma KumlienKerstin HilldénLotte OhlanderNikola StankovicOskar KongshøjSara Lehmann.

Malmö Operaorkester