Gasværkets rå cementvægge er oplagt som ramme for Puccinis opera La Boheme fra 1896, der i CPH Opera Festivals direktør Amy Lanes instruktion er omplantet fra 1830-ernes Paris til samme sted, men i 1920-erne. På scenen er der blevet plads til både sangere, musikere, et iskoldt loftsværelse med frostdækkede ruder og en natklub/bar.

Historien centrerer sig stadig om Rodolfo og hans fattige kunstnervenner, der hustler sig gennem tilværelsen. Det er unge mennesker, så selvfølgelig er der også kærlighedsskærmydsler, hvor den vigtigste foregår mellem Rodolfo og syersken Mimi, der rammes af tuberkulose og dør ved slutningen af historien. Sideløbende har Marcello og Musetta også noget kørende, når Musetta da ikke lige har noget knas med de unge mænds gifte og noget ældre udlejer, der overøser hende med flotte gaver.

Opsætningen er et smukt samarbejde mellem Østre Gasværk Teater og CPH Opera Festival. Idé og musikalsk koncept kan tilskrives Peter Lodahl, der også synger hovedpartiet som Rodolfo. Han gør det ganske fremragende, og russiskfødte Yana Kleyn er ham en værdig Mimi. Vi tror på deres relation og deres sorg, da døden skiller dem fra hinanden.

Helle Gössler er flot, flirtende og smukt syngende som Musetta – ikke noget under at hun kan fordreje hovedet på mændene, når hun frækt entrer bardisken. Det slår gnister!

Forestillingens ensemble består af otte personer, og de agerer og synger både alskens sælgere og mere eller mindre letlevende og dekadente bargæster. Emma Ryott har skabt de flotte, sjove og farverige kostumer, der understreger, at vi befinder os i de brølende 1920-ere.

Det fungerer godt, at det otte mand store orkester under ledelse af Ulrich Stærk, der tillige spiller klaver, sidder på scenen. Musikerne bliver en integreret del af forestillingen, når de er i kostumer og falder ind i Parisermiljøet, og publikum kan se dem. I denne opsætning er man ikke begavet med et fuldt orkester, men et kammerarrangement, og det passer godt til den stemning af studentikost ungdoms- og kunstnerliv, der slås an både i musikken og i historien. Det rå element klæder musikken, som de fleste kender og elsker. Det tager toppen af det sentimentale og gør historien mere rørende og sørgelig.

Forestillingen er uhyre vellykket. Rummet, scenografien, musikken og ikke mindst sangerne flyder sammen til en homogen kunstnerisk enhed af vellyd, æstetik og en rørende historie.

Det er virkelig en helstøbt oplevelse, og hvis der havde foreligget et egentlig forestillingsprogram og ikke kun en pamflet med krediteringer, ville det have været prikken over i-et.

La Bohème

Komponist: Giacomo Puccini

Libretto: Giuseppe Giacosa og Luigi Illica

Medvirkende: Peter Lodahl, Yana Kleyn, Mark Stone, Yunpeng Wang, Jens Søndergaard, Helle Gössler, Nicolai Elsberg, Magnus Gislason, Cecilia Lindwall, Anne-Kristine Skov, Sidsel Aja Eriksen, Jessica Villarreal Villumsen, Torben Kirkegaard, Jonathan von Schwanenflügel, Patrick Egersborg og Kristian Krebs

Kapelmester: Ulrich Stærk

Orkester: Ulrich Stærk, Anders Singh Vesterdahl og Adam Simonsen (CPH Opera Festival) og Jon Gjesme, Kirstine Futtrup, Eva Katrine Dalsgaard, Theodor Lyngstad og Andrew Stalker (Copenhagen Phil)

Instruktion og koncept: Amy Lane

Scenografi og kostumedesign: Emma Ryott

Lysdesigner: Charlie Morgan Jones

Idé og musikalsk koncept: Peter Lodahl

Arrangement: Leif Greibe

Oversættelse: Kamilla P. Haderup

Koreograf og assisterende instruktør: Jo Meredith

Co-produktion med

CPH Opera Festival

Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Spilleperiode: 16. november til 8. december 2019