Jules Vernes’ kendte roman får en flyvende start i samspil med seks sprudlende skuespillere i en åbning, som sætter publikum i scene til genren inden for cabaret og musical. Hvis man ikke kendte til genren, inden man satte sig til rette, blev man hurtigt klogere; sange sketches, satire i skøn forening tager blandt andet det seneste års politiske stof under bearbejdning.

Den første gennemgående karakter bliver præsenteret i form af Count Vladimir Butin, der forsøger at spænde ben for Phileas Fogg eller skulle man sige Philippa. Gentlemens’ room byder også på første karakter for Andrew Jeffers der, starter ud som Boris Johnson. Væddemålet er i gang; klarer Hr. Fogg at komme rundt om Jorden på 80 dage?

Første stop på rejsen bliver Paris – flotte kostumer, en meget enkel scenografi og oplagte skuespillere danser og leger med ordspil, som får smilet frem flere gange. Især Henrik Lund som Pasnupå – får lavet en del fejl i sit forsøg på at tale danglish, og dette giver små sjove forviklinger, som giver showet en grad af ejerskab for de af tilskuerne, som ikke mestrer det engelske sprog så godt.

Dernæst danser vi os videre til Egypten, hvor der naturligvis også både flosses og dabbes. Man kan som voksen kun grine af andre voksne, der forsøger at være unge med de unge, men bare ikke kan finde rytmen i de nyeste dansemoves. Vi støder igen på endnu en gennemgående karakter nemlig detektiven McFix. Hans mål er at fange Phileas, eftersom han er eftersøgt over hele jorden af Scotland Yard.

1. akt afsluttes i HongKong med ninja-spark, kamp og sjove karakterer og endnu engang viser Kirsten Brinks kostumer sig fra en meget farverig og flot side. Mens rekvisitter på meget fornem og enkel vis hjælper publikum rundt i verden men uden at tage fokus fra sang og skuespil. Det er værd at nævne at Andrew Jeffers tøjskifte gang på gang overrasker, og tør man nævne at Dame Edna ikke har levet forgæves – farverig, prangende og ikke til at overse.

Publikum er er vigtig og aktiv del af Christimas Cabaret, hvor de bidrager med tilråb og applaus. Og blandt andet #Meetoo bliver godt iscenesat ved hjælp af Shanai Twains – “That don’t impress me much”.

Skuespillere, kostumer og rekvisitter knokler med sang og acting for at binde rejsen sammen i bedste stil. Når scenen er sat, musikken i gang og kendte karakterer fra nutid og fortid forenes, er showet ganske godt i gang, selvom scener i nogle tilfælde trækkes lidt for meget i langdrag. Smilebåndet motioneres, men det når aldrig helt at toppe.

Så er you know finish? No –  Im danish