Sønderborg Sommerrevy plejer at være en fest fyldt med sarkasme, ironi og masser af grin, så du forlader det alsiske med ømme mavemuskler og et stort smil på læben, der holder ved i flere dage. Men i år synes smilet at fortage sig lidt hurtigt, og mavemusklerne er knapt så overbelastede som tidligere år. Desværre må man sige, for selvom hver enkelt skuespiller i samarbejde med Thomas Pakulas dygtige tremandsorkester kæmper en brav kamp for at levere, så lykkedes det aldrig rigtigt – ganske enkelt fordi materialet mangler.

Skuespillere klædt ud som tykke mennesker og med det ene sæt forlorne tænder efter det andet kan være sjovt, bevares – men det er også set før – og i Sønderborg er det endda set adskillige gange før, derfor bliver det også mere plat end sjovt, når den ene karakter efter den anden er iført dragter med lidt for mange kilo her og der. Temaet synes hurtigt at være breaking news og folk med lidt på sidebenene – men er det stadig sjovt? Nej ikke rigtigt. I hvert fald er det ikke opskriften på at få publikum til at klappe sig på lårene af grin.

Revyen lægger ellers godt fra kaj med åbningsnummeret ”Sidste nyt fra latterfronten” efterfulgt af et nummer om alt det, der ikke var plads til i revyen lige fra Paludan, interview med Ghita Nørby og GDPR-regler til henholdsvis Jeanne Boels 40 års jubilæum som skuespiller, Hjemmeværnets jubilæum og den stigende pensionsalder. Det tegner rigtig godt, men niveauet holdes bare ikke.

Jeanne Boel må vel efterhånden siges at være Sønderborg Revyens dronning, efter hun overtog styringen efter Leif Maibom. Boel er altid en fornøjelse og især sangen om ismerne og et paradigmeskifte i Danmark, der endte med at bekæmpe humanisme, er rørende og fin, men bliver alligevel også hendes største glansnummer denne aften.

Lone Rødbroe er skøn med sine mange forskellige grimasser, og hun kæmper ihærdigt for at levere trods flade og mangelfulde tekster, der både tager hende til ”Tour de Asserballe”, putter hende i et alt for stort havfruekostume og i en alt for lille badedragt. Potentialet er der uden tvivl, men materialet er ikke.

De tre mandlige revykræfter udgøres i år af Tom Jensen, Bjarne Antonisen og John Batz. Et godt hold, der dog på lige fod med kvinderne ganske enkelt ikke har ordentlige tekster at arbejde med. Tom Jensen kaster sig ud i et sine egne numre ”Fastfood Fakiren”, der på lige fod med Jeanne Boels ”Find dig selv” og flere af aftenens øvrige numre ganske givet har fungeret på idebasis, men som skulle være blevet i idekassen. Også dette er en skam fordi Tom Jensen ellers bidrager positivt til revyen – når den fungerer – blandt andet i ”Britta Polka”, hvor han sammen med resten af holdet leverer et anderledes indspark i sagen om Britta Nielsen. Antonisen og Batz må siges at have nøjagtigt samme problem som resten af de medvirkende. Deres egentlige præstationer fejler ikke noget, de kæmper en brav kamp, men pointerne falder til jorden.

For én gangs skyld må man erkende, at Sønderborg Sommerrevy trods flot scenografi, stærke skuespillerkræfter og dygtige musikere ikke kommer i mål. Teksterne er ikke stærke nok og er måske lidt for meget noget, vi har set før. Samtidig formår man ikke helt at begrænse sig, blandt andet når ”Breaking News” dukker op ikke mindre end seks gange. De første to-tre gange fungerer, men ret hurtigt kommer det mere til at syne af, at kollegaerne har brug for lidt tid til at få skiftet kostume.

Revyerne er og bør være en genre i konstant udvikling. En genre, der følger med i alt, hvad der sker i håbet om, at kunne få noget tankevækkende og underholdende materialet ud af det. Det lykkedes som regel, men Sønderborg Sommerrevy sidder måske lidt for meget fast i det, vi kender og ikke det, vi gerne vil grine af.

Sønderborg Sommerrevy 2019 spiller på Sønderborg Strand frem til 27. juli 2019.

Medvirkende: Jeanne Boel, Lone Rødbroe, Tom Jensen, John Batz og Bjarne Antonisen

Kapelmester: Thomas Pakula

Instruktør og koreograf: Jeanne Boel

Kostumier: Henrik Børgesen

Scenograf: Klaus Kristensen