En comedy podcast med Sofie Hagen og Jodie Mitchell – fordi de elsker dinosaurer og vil bruge dem som middel til at finde ud af hvem, de selv er. Sofie og Jodie har taget ”Secret Dinosaur Cult” på turné. I løbet af august var der flere live afsnit på Edinburgh Fringe Festival, den 31. august var dinokulten live til Lund Comedy Festival og den 1. september kan den opleves i København – endda et dobbelt afsnit.

”Secret Dinosaur Cult” har mange faste indslag. Hvert afsnit/performance varer cirka en time, og de faste punkter på programmet er bl.a. bekendelse og tilgivelse, hvor de begge fortæller om en gang, hvor de ikke var et godt menneske. Derefter bliver de tilgivet af hinanden og af publikum. Et andet fast punkt er en af dem, som synger en sang, de selv har skrevet på en kendt melodi – det kan være alt fra Britney Spears’ ”Baby One More Time” til ”O Fortuna” fra operaen ”Carmina Burana”. Sangen handler altid om deres fædre, som begge skred, da de var små. I Lund var det naturligvis en ABBA-sang. ”Mamma Mia” blev til ”Daddy Mia”. Et tredje fast indslag er, at en af de to komikere introducerer en dinosaurus, fortæller hvor og hvornår den eksisterede og beskriver dens udseende. Den anden komiker tegner pågældende dinosaurus ud fra beskrivelsen og lægger efterfølgende tegningen på podcastens Instagram. Det er lige så absurd, som det lyder – og det er underholdende! Sofie Hagen, 30, er en danskfødt standupkomiker bosat i London, hvor hun har succes med sin karriere og med en stor dansk fanbase herhjemme. Som storyteller tryllebinder Sofie sit publikum med personlige beretninger af forskellig art i fuldendte fortællinger, som i meget høj grad forbinder det private med det politiske. Jodie Mitchell, 25, kommer fra og er bosat i Storbritannien med en komikerkarriere, der er skudt godt og grundigt i gang. Mitchell er en del af komikerkollektivet the Lol Word Collective, som har fuldstændig udsolgte shows en gang hver måned på et fast teater i London. Sammen har de to komikere god energi. Og de forholder sig til deres egne personlige traumer på en befriende måde. Det er imponerende hvad de kan få kastet omkring sig af barske minder og samtidig give lytterne en sjov oplevelse. I Lund blev Sofie’s forhold til det svenske sprog taget op endnu engang – fans vil vide, at det Sofie synes, svenskere taler mærkeligt – og at Sofie selv taler meget mærkeligt, når hun tror, hun taler svensk.

”Secret Dinosaur Cult” er en fantastisk oplevelse live. Den gode energi og det gode selskab er en unik oplevelse. Og det er en økonomivenlig måde at komme tæt på to komikere i forhold til store sceneshows. En live podcast bliver en meget intim oplevelse, hvor publikum sidder tæt på de to hovedpersoner og er med til at skabe stemningen i dinosauruskulten.

Gik man glip af ”Secret Dinosaur Cult” i Lund, København eller alle de andre steder, kan man høre samtlige afsnit ganske gratis på secretdinosaurcult.com og se de mange dinotegninger på Instagram @secretdinosaurcult.

Medvirkende: Sofie Hagen Jodie Mitchell
Idé og produktion: Sofie Hagen, Jodie Mitchell, Live Podcast, Lund Comedy

Kan opleves i København på Hotel Cecil den 1. september 2019.