Repremiere på Balletmester Nikolaj Hübbe og Silja Schandorfs udgave af ‘Svanesøen’ på Operaens store scene.

Lys, dans, scenografi og musik går op i en moderne enhed.

Det er balletten over dem alle om prinsen, der i transitionen mod voksenlivet efter sin fars død, forelsker sig i den forheksede svaneprinsesse, Odette. Hun kan kun blive kvinde igen, hvis en mand sværger hende evig troskab. Prinsen sværger, men narres efterfølgende til at sværge evig troskab til troldmanden Von Rothbarts datter Odile, og den hvide prinsesse er fortabt for altid. Prinsen må gifte sig med den intrigante Odile.

Svanesøen anno 2016 får dans, kostumer, musik, scenografi og lys til at gå op i en moderne enhed, man ikke tror muligt, når det oprindelige forlæg er fra 1877, og operaens store scene er en perfekt ramme.

Finske Mikki Kunttus lys og scenografi er et under af grafisk poesi, der går i et med vrimlen af hvide som sorte svaner på scenen – bare synd at teknikken svigtede i anden akt.

Tjajkovskijs evigvidunderlige musik understøtter historien og følelserne hos Odette og prinsen, når skæbnemotivet skærer ind i hjertet i dramaets højdepunkter.

Alban Lendorf og Jáime Crandall dansede hovedpartierne. De var begge utroligt sikre både i soli og pas de deuxer. Jáime Crandall mestrede både Odettes lyriske passager og Odiles forføreriske koreografi, og det blev til 32 fouettéer i den store pas de deux! Imponerende!!

Alle dansere inklusive en stavl søde balletbørn var imponerende i præcision og veldans.

Det er en opdateret og vild udgave af Svanesøen, Balletmester Nikolaj Hübbe og Silja Schandorf har skabt – og ildevarslende, at det onde vinder big time i denne historie.