En sort og grotesk satire i et underholdende, ungdommeligt mix af horror.


I Husvild møder vi parret Oliver og Julie, som bor i det ikke særligt attraktive boligkompleks ”Det Røde Snit”. De drømmer om en bedre bolig og at købe det hele i ”Køkkengalleriet”. Som ved et trylleslag får de foræret muligheden, fra kommunens nye tiltag; ”Afdelingen for Social Genopretning Gennem Etablering Af Drømmehjem”, at flytte ind i et nyt renoveringsklart hus. Det er næsten for godt til at være sandt … og det er det naturligvis også.

De mange rum, med bad, køkken, børneværelse osv., i den nye bolig skal udfyldes. Og hvem kan modstå den materielle, ”morderlige” fristelse til et hus, der æder hjemløses sjæle og belønner ejerne med ubeskrivelig, dyrekøbt og guddommelig luksus? I denne historie hjælper Gud i sandhed dem, der hjælper sig selv – eller også er det ham den anden?

Med veloplagt tempo har de to bærende kræfter, i skikkelse af Anders Cornelius Zoffmann og Sofie Ancher Vea, fat i den rigtige ende af publikum med verbal situationskomik og enkle lynskift mellem det farverige persongalleri af vanvittige karakterer fra nabolaget. Det var effektivt underholdende.

Sammenhængen mellem lys og scenografi spillede i særdeleshed godt sammen med den ret så horrible fortælling. Man fik som tilskuer nærmest mere og mere en fornemmelse af at være vidne til rablende bedemænd i et ligkistemagasin. Med en satirisk begmand forsøger Husvild at sætte vor tids materialistiske boligfråseri på spil. Og det var ikke uden et stik af skamfølelse, at jeg satte mig i min bil bagefter … og kørte hjem.

Husvild spiller på Team Teatret frem til den 14. oktober

Instruktør: Anna Schulin-Zeuthen
Dramatiker: Philip Ridley
Medvirkende: Sofie Ancher Vea, Anders Cornelius Zoffmann og Rie Nørgaard