Der er gak på alle niveauer, når tre mænd og en kvinde løber på scenen i Patrick Barlows crazy komedie baseret på Alfred Hitchcocks film fra 1935 om en uskyldig mand, der er anklaget for mord. Det hele foregår i Glassalen i Tivoli.

Niels Olsen og Thomas Mørk spiller adskillige roller rundt om den uskyldige mand, Richard Hanay og den unge kvinde, der uden skyld bliver hvirvlet ind i et spind af spionintriger, samtidig med at de falder for hinanden.

Det kræver præcision og timing at spille adskillige roller i en historie, men det er makkerparret Olsen og Mørk mænd for. De er herlige som forbryderiske spiontyper i mørket under lygtepælen, som de selv bærer ind og ud af scenen, eller når de giver den som kromutter og fatter. Mest vidunderlige er de dog som korpiger i et dansenummer, hvor de bærer nogle afslørende sølvskinnende corsager. Sjældent kønne må man sige, og især Niels Olsen er yndig!

Der er mængder af små virkemidler i forestillingen. Fire stole og et rundt bord bliver til en bil, en dør på scenen bliver flyttet rundt, så man får illusionen af at være i et større herresæde.

Kristine Yde er den unge pige, der bliver myrdet og den pige, som Richard Hanay møder i toget under sin flugt. Hun er sjov i sin fornærmethed og spirende forelskelse i den mand, hun tilfældigvis støder ind i og en fantastisk sød og smuk vamp i en rød tætsiddende kjole.

Mads Knarreborg er herlig og diskret sexet som den canadiske overklassefyr i tweedjakkesæt, der overvejer om hans liv i London er ved at være for meningsløst.

Setuppet er engelsk ind til benet og er tilstræbt gammeldags. De sproglige nuancer stykket må have på engelsk er i den danske oversættelse blandt andet blevet til, at Olsen og Mørk taler fynsk, når de er to rigtig irriterende handelsrejsende i lingeri.

Forestillingen er uden stor dybde, men den afvikles sjovt, velspillet og veltimet.

‘De 39 Trin’ spiller i Glassalen i Tivoli frem til 12. marts 2017.

Instruktør: Joy-Maria Frederiksen
Medvirkende: Niels Olsen, Thomas Mørk, Mads Knarreborg og Kristine Yde
Scenograf: Marianne Nilsson