’Odysseus’ forfører og provokerer fantasien med charme og uskik.


Forestillingen ’Odysseus’ er live radioteater. Scenerummet er omdannet til et såkaldt Foley-studie, hvor lydeffekterne laves live på scenen. Med blandt andet rindende vand, metalplader og smadrede frugter som akkompagnement rejser Odysseus og hans følge over havet, kæmper i bølgerne mod Poseidons vrede og slås med Trojas overrumplede soldater. Publikum bliver svøbt ind i et overdådigt lydunivers, hvor fantasien får frit spil og løbende fodres som et sultent bæst.

Vi er ikke mange minutter inde i forestillingen, før rammerne og stemningen på scenen modulerer fra at være drillende alternativ til pirrende kreativ. Dynamiske sceneskift overrasker gang på gang – både i form af lyd- og lysvariationer, men særligt effektivt i kraft af skuespiller-firkløverets magnetiske sammenspil. Med hver sin stil optræder de først og fremmest som individer for så hen ad vejen – i forskellige konstellationer – at smelte sammen i en symbiose af umiddelbar formidlingsanarki og indøvet drama, hvortil publikum tilmed bliver inddraget undervejs af den yderst charmerende Steen (Steen Haakon Hansen), der hele stykket igennem fungerer som en samlende kraft – den røde tråd – der binder alle enderne sammen.

Alle fire medvirkende spiller sig selv imponerende uundværlige i Glad Teaters opsætning af ’Odysseus’, der øjensynligt er blevet til på begrænsede midler. Dog er fortællingen om den famøse helt sandsynligvis aldrig blevet formidlet med mere originalitet og temperament. Temaer som liv, død, kærlighed og krig bliver sat i kontrast til datidens mytiske virkelighed såvel som nutidens aktuelle virkelighed – med humor, selvironi og filosofisk eftertanke. ’Odysseus’ er derfor ligeså meget en forestilling om, hvordan vi kan omsætte den klassiske fortælling til at blive klogere på os selv, som det er den slaviske historie og gennemgang af rejsen hjem til Penelope.

Opførelsen gennem skuespillernes personlige filtre er medrivende og betagende i sin helt egen særlige stil. Der er følelser på spil, følelser i formidlingen, og følelser der bliver fremprovokeret af opsætningens nyskabende karakter. Bådteatret sætter i den grad rammerne for en helt igennem unik oplevelse indenfor scenekunst, hvilket den øvrige teaterverden bør lade sig inspirere af.

’Odysseus’ spiller på Bådteatret frem til 11. marts 2017.

Instruktion og scenografi: Lars Werner Thomsen
Medvirkende: Rune von Würden, Anna Ersbøll Poulsen, Steen Haakon Hansen, Rune Abel Aagaard
Manuskript- og konceptudvikling: Lars Werner Thomsen & Nana Lind
Lyddesign: Rune Abel Aagaard
Lysdesign: Mikkel Olsen