“Der er ingen, vi ikke kan gøre noget for, selv om det er umuligt”.
Inger Christensen forstod om nogen at sammensætte ord, så de både gav mening og gjorde indtryk.

Publikum vælter nærmest omkuld i det øjeblik, Jannie Faurschou åbner munden og lader Inger Christensens utrolige leg med ordene i sine mange digte vælte ud i Teatret ved Sorte Hests hyggelige foyer. I stearinlysets skær og i toner af musik komponeret og fremført af Niels Bjerg skabes en eventyrlig og nærmest tranceagtig stemning. Det er svært helt at forklare det, men på en eller anden måde formår Jannie og Niels at time ord og musik, så publikum virkelig mærker ordene – man ønsker, at aftenen aldrig vil ende.

Jannie har altid været i besiddelse af en behagelig, klar og gennemtrængende stemme, og den passer uhyggeligt godt til de tidløse digte der handler om “Det”, om at være i midten af verden, og om at have jordkloden hængende slapt ned mellem benene. Man kunne dog godt have ønsket, at Jannie havde bragt sig selv mere i spil undervejs, som hun starter ud med at gøre på denne aften.

Det er utroligt, hvad Inger Christensen egentlig var i stand til med ord. Selvfølgelig rammer hendes digte noget i os alle, og selvfølgelig rammer ordene en masse aktuelle temaer i samfundsdebatten; det gjorde de, da de blev skrevet, det gør de i dag, og det vil de gøre i tiden der kommer. Hun var en forfatter i en helt særlig liga, og det er helt uforståeligt, at hun ikke fylder mere i dansk litteratur. Inger Christensen bør være en del af dansk litteraturs kanon gældende for Folkeskolen. Det burde ikke være muligt, at man som Jannie Faurschou kunne ramme 50-årsalderen uden at have stiftet bekendtskab med Inger Christensens forfatterskab. Inger Christensen anses for at være en af Danmarks mest respekterede digtere.
Man får lyst til at vide mere om denne kvinde, både som person, men også hvad hun egentlig har betydet for samfundet.

Jannie Faurschou læser Inger Christensen på Teatret Ved Sorte Hest til og med lørdag den 18. marts 2017.

Medvirkende: jannie Faurschou
Musik: Niels Bjerg
Tekst: Inger Christensen