Jesus Christ Superstar

Jesus Christ Superstar

18
0
SHARE

Et musikalsk monument af ensomhed og martyrium.

Fortællingen om Jesus Kristus sidste dage er en elementært god og interessant historie om et menneskes budskab om kærlighed og tilgivelse på trods, i en tid med ekstrem vold og undertrykkelse. I Århus Teaters version a la 2017 lykkedes det i særdeleshed, at genskabe Andrew Lloyd Webber og Tim Rice´s snart halvt hundrede år gamle rockmusical i en relevant udgave.

Scenografiens gråsorte klippehule-massive voldsomhed overrasker med sin egen indbyggede dynamik og dybde med drejescene og lyssætning. Og dette fungerer i det hele taget i samspillet med de medvirkendes kryben og kravlen rundt på gesimser og afsatser. Især tilbyder scenografien og lyset visuelle gaver i præsentationen af ”skurkene” Pontius Pilatus og Herodes. Sidstnævntes entré, er et herligt øjeblik i en nærmest flydende flod af guld.

Mens dramaet udfolder sig, ligger der også en sideløbende tone af sarkasme. En humor, der netop er centreret omkring Pontius Pilatus og Herodes, særdeles velspillet af Jacob Madsen Kvols og Mathias Flint.

Som beskuer og tilhører var det en sand fornøjelse at udsættes for hundrede procent musikalsk rock-vellyd og en flok solister, der satte dem selv og deres fysik på spil. Det lykkedes desuden for Simon Mathew og Mikkel Kaastrup-Mathew i rollerne som Jesus og Judas, at skildre dramaets omdrejningspunkt og alvor mellem de to figurer på en nærværende og menneskelig måde, der fik undertegnede til afslutningsvis at knibe mere end en enkelt tåre. Med én af Judas sidste replikker: ”Gud! Hvorfor valgte du mig til din forbrydelse?”, bliver ensomheden afslutningsvis til en mur af tavs martyrium – som ikke kun er Jesus forundt.

‘Jesus Christ Superstar’ kan opleves frem til 3. juni 2017 på Aarhus Teater.

Instruktør: Elisabeth Linton.

Medvirkende: Simon Mathew, Mikkel Kaastrup-Mathew, Cecilie Stenspil, Mathias Flint, Jacob Madsen Kvols, Ashok Peter Pramanik, Thomas Christian Sigh, Jens Gotthelf, Michael Lundbye Slebsager. Ingeborg Børch, Miles Hoare, Suad Demirovic, Maria Malmström, Andrea Schirmer, Calos Rodas, Stine Rønne, Mariann Mikkelsen, Nikolin Breienholt, Daniel Trelborg Hansen, Ernst Boye, Christian Karkov Hoeck

NO COMMENTS

LEAVE A REPLY