Balling og Bahs ville være stolte! Deres kæmpe hit fra 1984 vækkes i øjeblikket til live i Tivolis Koncertsal med respekt for det oprindelige materiale og et pust af modernitet og viderefortolkning. Historien om evigt venskab, ulykkelige skæbner, fortidens fejltagelser og kærlighed, der ikke lykkes vendes op og ned og giver den nye generation stof til eftertanke.

Susan Himmelblå er død, tilbage efterlader hun sin søn Christoffer, der kæmper en evig kamp for at finde ud af at vise, han kan elske og samtidig står med et hav af ubesvarede spørgsmål omkring sin far Benny, som han aldrig har kendt. Til moderens begravelse møder han Arnold, der lever evig gemmeleg med fogden og bor sammen med Molly (Kranen). Efter en del overtalelse indvilger Arnold i at fortælle Christoffer historien om dengang, Arnold og Benny mødte hans mor, om en tid i forandring, ulykkelig kærlighed og hvordan man ønskede at melde sig ud af et samfund, der alligevel gjorde krav på en.

Den nye opsætning er skarp, rørende, fyldt med humor, fantastiske sangstemmer og dygtige skuespillere. Holdet udgøres af flere store og kendte navn, men alligevel er det den musicaldebutant Gustav Wolter, der i rollen som Benny fejer benene væk under publikum. Wolters stemme er ganske enkelt ikke til at stå for, samtidig er hans version af Benny så meget i tråd med Kim Larsens version, at man flere gange kan nikke genkendende til replikkerne fra den oprindelige film. Wolter har den samme charme og kækhed, som Kim Larsen i sin tid leverede. Gustav Wolter spiller overfor den garvede Troels Malling, der i rollen som den fornuftige og fremtidssynede Arnold leverer en fantastisk præstation.

Den ældre Arnold spilles af Kurt Ravn. Kurt Ravn er som altid lunefuld og dygtig, helt automatisk føler man sig tryg, når han befinder sig på scenen, og han er velcastet til den pessimistiske Arnold, der ikke føler, at livet blev det, han havde ønsket og troet, det skulle være, og som evigt forfølges af fortidens spøgelser. Sammen med Gustav Wolter leverer han en helt fantastisk version af Tarzan Mama Mia. De to stemmer er som skabt for hinanden og giver kuldegysninger hele vejen ned ad ryggen.

I rollen som Christoffer, ses Sigurd Holmen Le Dous, der med sin rolle i badehotellet efterhånden er blevet en af Danmarks egne darlings. Selvom Christoffer til tider optræder med en attitude, der giver publikum lyst til at kaste ting efter ham, formår Le Dous at skabe en så elskelige karakter, at man alligevel begynder at føle med den unge, forvirrede mand, der udover at stile til tops på karrierestigen ikke kan finde ud af, hvor han skal stå og gå. Med hjælp fra Arnold ledes han igennem kapitalismens problemer i form af de mange P’er: piger, penge, presse, pikhoveder, politikere, pushere og pansere. Disse danner tilsammen rammen omkring hans fortælling om, hvordan alle samfund går til grunde inklusiv Haveje

Lise Baastrup kan man kun holde af, også når hun går på scenen som Susan Himmelblå, der hovedkulds forelsker sig i den lidt forsigtige Benny. Hendes stemme er både rå og sød og man elsker hende lige så højt, som alle de andre gang hun står på en scene.

Generelt må man sige, at intet er overladt til tilfældighederne: Henriette Katrine Lund er i rollen som Rita både sød og hamrende dygtig. Man føler hendes irritation over den forvirrede og følelseshæmmede Christoffer i en sådan grad, at man selv bliver helt irriteret. Jacob Femerling som Spacey er som en tro kopi af Allan Olsens karakter og lægger hårdt ud, da han hængende i et vindue synger titelmelodien Midt om Natten, mens politiet hamrer på deres skjold. David Owe, der udover at have givet den som stuntkoordinator også spiller rollen som Spaceys kammerat Spacey er både underholdende, dygtig og sød. Owes mimik og samspil med de resterende skuespillere giver Nalle ekstra karakter. I rollen som den elskelige Tusindfryd ses Allan Mortensen, der på lige linje med rockerlederen i skikkelse af Jimmy Jørgensen leverer sangpræstationer, der ikke kan sættes en finger på.

Udover castet er der tænkt så meget over detaljen, at Arnold (Kurt Ravn) i fjernsynet ser en scene fra Matador med Røde og Agnes, når dækkene på rockernes motorcykler punkteres, er der tænkt over, hvordan cyklerne mister højde og en helt fantastisk detalje er bandet, der udover at bidrage til åbningsnummeret som politifolk også er placeret i en gammel karrusel, hvori deres instrumenter hænger, så de kan skifte.

Er du forberedt på at synge Gasolin og Kim Larsen hele vejen hjem? Så er Midt om Natten et must. Udover de oprindelige sange gøres musicalen nemlig til et sandt medley af gode sange med Kim Larsen bag. Fortid møder nutid og det hele sker i en skøn og uforglemmelig forening.

Instruktør: Heinrich Christensen
Manuskript efter det oprindelige af Erik Balling, Henning Bahs og Kim Larsen: Heinrich Christensen

Medvirkende: Kurt Ravn, Gustav Wolter, Troels Malling, Lise Baastrup, Sigurd Holmen Le Dous, Henriette Katrine Lund, Jacob Femerling, Allan Mortensen, Pernille Højmark, Jesper Lohmann, Jimmy Jørgensen m.fl.
Forestillingen spiller i Tivolis Koncertsal frem til 29. april og drager herefter på turné rundt i landet.