Skal man absolut være en ørn til matematik eller et vidunderbarn på klaver? Ikke hvis man spørger Buster Oregon Mortensen og hans far. Ifølge dem er verden nemlig ét stort cirkus og fuld af svindel og humbug.

Buster er en fantasifuld dreng, der ikke lader sig gå på af livets fortrædeligheder. Hans far er en arbejdsløs tryllekunstner, der har hang til flasken og spil, mens Busters farfar var en berømt kanonkonge. Arvefølgen er klar, men er verden klar til den?

Frederikke Damgaard er en meget overbevisende Buster, der er barnligt naiv og ukuelig. Hun leverer skønt skuespil og er både morsom og rørende, når hun spiller omsorgsfuld storebror for sin handicappede lillesøster, næsegrus beundrer af Joanna med køkkenrulle ud af næsen, eller når hun er Buster, der saboterer Store Lars’ knallert.

Busters store idol er hans far. Til trods for at han er arbejdsløs og hænger ud på kroen meget af tiden, er Busters beundring for sin far grænseløs. Når de to er sammen, er der nærvær, og de er sammen om trylleriet. Bjarne Pedersen fylder far Mortensens sko ud på flotteste vis. Han giver den godt som beruset og er skøn som den uforstående far til skole-hjem-samtalen – her er der tale om total forældreopbakning.

Daniel Stoof Jensen er en rigtig slem Store Lars, der konstant er på nakken af Buster. Han er faktisk så frygtindgydende, at flere af de yngste publikummer måtte søge beskyttelse hos de respektive forældre og bedsteforældre. Nok er Store Lars en skummel type, men inderst inde er også han bare en lille skrøbelig, overset dreng. Det er skuespil af højt format.

Som Store Lars’ møgirriterende lakaj Stig Ole ses Maria Louise Andersen. Hun fylder rollen ud, så man er tilbøjelig til at tro, at dette ondskabsfulde væsen er virkeligt. Stig Ole har fistelstemme og kejtede bevægelser, og ingen er i tvivl om, at mors dengsedreng er en medløber, der gladelig mobber Buster for selv at holde sig under radaren.

I Busters verden udgøres den trygge havn af fru Larsen, der er gammel og sengeliggende. Hos hende finder Buster ro og opmuntring til at tage kampen op med tilværelsen. Vibeke Holm Frydenlund Hansen har en evne til at spille skuespil, der gør, at man akut kommer til at savne sin bedstemor.
Ingen er i tvivl om, at Buster elsker sin lillesøster Ingeborg og, at han vil værne hende mod alt ondt. Den handicappede og lidt skrøbelige Ingeborg spilles af Sacha Josephine Thorslund. Hun er ægte, sød og vækker ikke kun Busters beskyttertrang.

Busters verden i Teater Malstrøms opsætning bebos af mange forskellige mennesker, lige fra den neurotiske skoleinspektør over den meget fynske cafédame til kultursnobberne hos Joannas storsnudede mor. Med kun tolv skuespillere på scenen formår Malstrøm at præsentere publikum for et ret omfattende persongalleri, hvilket er intet mindre end imponerende. Der må være tale om mange og hurtige kostumeskift.

Amatør kommer af det franske aimer, der betyder at elske, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at alle de frivillige kræfter bag forestillingen elsker det, de laver. Det giver den særegne stemning i Det Bruunske Pakhus, og man ånder lettet op over, at nogen besindede sig, så Malstrøm fortsat kan levere teater af høj standard.


Busters verden spiller fra 20. november til 15. december på Malstrøm teater i Det Bruunske Pakhus i Fredericia.

Instruktion: Michael Hansen

Scenografi: Jesper Wodstrup Jørgensen

Kostumer: Pernille Kjær Hermansen

Foto: Thomas Jensen

Medvirkende: Frederikke Damgaard, Bjarne Pedersen, Daniel Stoof Jensen, Maria Louise Andersen, Vibeke Holm Frydenlund Hansen, Sacha Josephine Thorslund