En lun komedie om at blive ældre. Sådan introduceres ”I sidste øjeblik”, der handler om tre ældre veninder Marianne, Anne-Louise og Solvej. De mødes hver mandag under foregivende af at skulle spille bridge. Det bliver nu ikke til meget – de mangler en fjerdemand, fordi deres veninde Betty er død. Da fjerdemanden i form af enkemanden Per (Joen Bille) dukker op, viser det sig imidlertid, at han ikke kan spille bridge. Til gengæld kan han tænde en brand hos Solvej (Elsebeth Stentoft), der ser en chance for en indian summer med ham. Marianne (Lisbeth Dahl) på sin side skal ikke nyde noget. Hun vil have en ung mand – hun er med egne ord passiv pædofil. Der dukker da også en ung mand op, nemlig Stefan (Søren Bang Jensen) fra kommunen, og der opstår et skævt venskab mellem de to. Deres forhold når en ny dimension, da Marianne bliver kørt over af en cyklist, mens hun er iført en ret iøjnefaldende leopardpels og ditto hat. Stefan står bi med at hjælpe hende i seng og få nogle smertestillende piller i hende. Herefter er der skabt en fortrolighed mellem dem. Han holder hende med selskab og hjælper hende med små ting i hjemmet, og hun hjælper ham med at springe ud som bøsse. Anne-Louise (Sonja Oppenhagen) er gift og er ved at gå til af irritation over manden, der ikke under hende at være sammen med andre end ham, hvorfor han konstant ringer til hende.

Marianne er på en gang bramfri og skrøbelig. Hendes afdøde mand har haft affærer blandt andet med bridgeveninden Solvej, og den ene af hendes to døtre er hjemløs, mens den anden er succesfuld og fortravlet. Her halter historien for alvor, for emnerne introduceres, men der gives ingen forklaring på, hvorfor datteren er hjemløs, og hvorfor hendes anden datter (Jeanette Binderup-Schultz) og hun ikke kan tale om det, og hvorfor Marianne omgås Solvej, er også uopklaret.

Forestillingen er fuld af sjove udtryk og eftertænksomme oneliners. Anne-Louise glæder sig for eksempel over  begravelser – det er de eneste fester, man bliver inviteret til i vores alder, og Marianne betegner sig selv som genetisk affald.

Sebastian Dorsets oversættelse fungerer, Marianne Nilssons scenografi af Mariannes store lejlighed med tre døre er flot og giver en god illusion, skuespillerne og især Lisbeth Dahl er alle velspillende og veltimede og leverer deres replikker, så vi i publikum ved, hvornår vi skal grine. Imidlertid forbliver hele foretagendet uforløst, og historien er kun glimtvis morsom.

Spiller på Folketeatret til 18. februar 2018

Manuskript: Carin Mannheimer
Oversættelse: Sebastian Dorset
Instruktion: Christoffer Berdal
Scenografi: Marianne Nilsson
Medvirkende: Lisbeth Dahl, Sonja Oppenhagen, Elsebeth Steentoft, Joen Bille, Søren Bang Jensen, Jeanette Binderup-Schultz