Græske Ioannis Mandafounis har koreograferet værket It finishes when it finishes til Corpus – en forestilling med konfetti, trylleri og dans.

Det er ikke tit, trylleillusioner indgår i en danseforestilling, men det gør de i Corpus nye tiltag ”It finishes when it finishes” af græske Ioannis Mandafounis.

Det er for så vidt en munter idé. De seks dansere kæmper da også for sagen, når de kaster eller skyder med alverdens konfetti ud på publikum og på scenegulvet, når de ikke får flasker eller tørklæder til at forsvinde i den blå luft for øjnene af os. De var alle – med undtagelse af en enkelt herre i kjole- og hvidt jakke – iført hverdagstøj og gummisko. Der er intriger på kryds og tværs af køn, ligesom danserne er i nærkamp med flyglet, som de svinger sig ind og ud af, når de ikke kravler op til publikum.

Koreografien er moderne og har elementer af kontaktimprovisation. Danserne gør det godt og har stor tillid til hinanden, men hele foretagendet bliver mere kantet end sjovt.

Forestillingens musik af den etiopiske nonne Emahoy Tsegué-Maryam Guèbrou er til gengæld magisk, og så blev den fortolket fortryllende af Alison Smith på flygel for nu at blive i terminologien. Alison Smith har en stoisk ro over sig og en indlevelse i musikken, som ikke forsvinder, når der i magiens navn flere gange kommer røg ud af ryggen på hendes kjole. Pudsig effekt var det dog.

Corpus, der er kompagni i kompagniet i den kongelige ballet og skal som sådan lave nogle satsninger og tage chancer. Så der skal også være plads til noget, der ikke lykkes helt. It finishes when it finishes var desværre ikke helt så magisk som lovet.

Forestillingen spiller i A-salen på Tordenskjoldsgade 10 til 7. juni.

Koreograf: Ioannis Mandafounis
Dansere: Zoé Bernabéu, Marco Herlev Høst, Nastia Ivanova, Hazuki Kojima, Pierre Piton, Alexander Stæger