I en tid, hvor det selv for en stand-up-komiker kan synes svært at udfylde sin rolle, som den sære i samfundet, ganske enkelt fordi Verden af i dag ifølge Gintberg formår at blive konstant mere og mere sær og underlig, lykkedes det alligevel Jan Gintberg at levere en underholdende, skarp, satirisk og tankevækkende præstation, når han tager Verden i øjesyn og nysseligt friserer (læs: reder) den.

Mennesket er en fantastisk art, men Verden er af lave; menneskets problemer er blevet så patetiske og minimale, at fora som blandt andet Forældreintra er blevet de danske forældres værste mareridt, ganske enkelt fordi problemstillingerne i stedet for krig, ødelæggelse og fattigdom i stedet er blevet til spørgsmål omkring glutenholdige produkter og svinekød i madpakken. Problemstillinger, som Gintberg mener, vi er nødt til at tage livet af ved at grine af det. Derfor indledes showet med et citat af forskeren Steven Hawking og om end Gintberg er i tvivl om, om det er Hawking, der selv har sagt det, eller hans talemaskine, der har taget over, danner følgende citat rammen om ”Gintberg red(d)er Verden”:

Du kan miste alt håb, hvis du ikke kan grine af dig selv. Jeg griner meget.”

På baggrund af dette fører Gintberg os rundt i spørgsmålet omkring, hvad der sker med Verden og os mennesker, og hvordan det var engang. Hvordan det moderne barn ikke kan tillade sig at kede sig, fordi det konstant er udstyret med et device, der kan give dem adgang til uendelig viden, mens hans selv var tvunget til at underholde sig med kast af snebær og mirabelleblommer i røven; hvordan den moderne husmor har helt andre muligheder end hans farmor fra Ringkøbing, og dermed kan bestille sexudstyr hjem om aftenen og allerede stå klar til den helt store tur om morgenen, mens hans farmor ville have været nødt til at trave mod Holstebro for at finde en valsemølle, hvor hun kunne overtage de aflagte og udtjente gummibælter, som hun selv måtte sy sit læder/latex udstyr ud af.

Samtidig undres han over danskernes tilgang til de fremmede i form af flygtninge, hvordan han selv kan mærke en snert at racisme, som han aldrig helt snakker om, men som alligevel kommer til udtryk, når han hører, at flygtninge går på motorvejen i Sønderjylland, og han derfor må tage sig selv i at afmontere sine alufælge til trods for, at han bor i Søborg. Han irriteres over danskernes ide om, at det eneste dansk kultur er, er velfærd, andelsbevægelse, digitalisering, bacon og hygge. Fem søjler, som vi danskere konstant fremhæver, som det at være dansk og i stigende grad må forarges, når udlændinge ikke vil bidrage til det konstant vækstende salg af hamburgryg, ikke engang kan tvinges til at smage på en frikadelle og fandme bare skal lære, hvad det vil sige, når danskerne HYGGER på trods af, at danskerne ikke selv forstår de danske højtider, og tror, at Langfredag kun betyder, at Bilka har længe åbent, og samtidig er blevet så selvhøjtidelige, at vi mener, at vi er med til at redde Verden, når vi lader vores hygge-OCD få frit løb og begynder at affaldssortere affaldet med delfinerne og Flipper i tankerne. Dette på trods af, at vi gerne vil tage imod den arbejdskræft, danskerne ikke selv gider levere, hvilket måske har ligget til grund for, at Egypterne ikke anvendte danske slaver til byggeriet af Tut Ank Amons pyramider, fordi arbejdet i alt for høj grad ville være præget af MUS-samtaler, påskefrokost og kravet om pauser.

Gintberg er hylende underholdende. Han er skarp, kritisk og undrende overfor den Verden, vi lever i og de mennesker vi er blevet til og som vi omgiver os med, han forener fortid med nutid og fremtid, og lader os gå derfra med budskabet om at glemme fordommene og lære, at grine af det Verden byder os og bruge humor som vores stærkeste våben.