De er fuldstændigt forrygende de to klovne Kristjan Ingimarsson og Paolo Nani. De har fysik, rytme, timing og ikke mindst poesi i deres Reumert nominerede forestilling Kunsten at dø fra 2003. Den ene af de to kolleger og venner får besked om, at døden er ved at indfinde sig. Det er en sørgelig besked, men den glider ned. Allerede ved overleveringen af beskeden ved budet, hvem den vedrører. Uden på kuverten er anført: Det er ikke til dig, men til den anden klovn. Midt i det sørgelige kan vi ikke undlade at smile. Det er dette smil gennem tårer, der skaber hele forestillingen om de to mænd, der skal forholde sig til, at en af dem snart skal bort.

Forestillingen foregår ind og ud af et rødt cirkus- eller cabaret forhæng. De laver numre til det imaginære publikum, der befinder sig bag forhænget. Dette publikum er begejstret til næsten ekstase, og de to optrædende er høje over deres succes.

Kristjan Ingimarsson er nærmest en kludedukke i sine bevægelser som soldaten med trægevær og sabel, og Paolo Nani ligeså. For så vidt er de to meget forskellige, men deres fysiske samspil og bevægelsesmønster klinger fantastisk. I flamencoscenen er Paolo Nani iklædt en stram toreador lignende rød skjorte, stramme sorte bukser, der er meget svære for ham at få på og endelig højhælede sorte sko. Kristjan Ingimarsson har svært ved at få sit outfits brystholder på, og under den traditionelle røde flamencokjole stikker hans bare, (ret behårede og maskuline ben uden sko). Deres samdans går fint, om end Ingimarsson venligt, men bestemt får gjort opmærksom på, at han ikke ønsker sit skridt berørt.

Der er traditionelle klovnenumre, falden på halen og overdrivelser. Det hele får et twist, der gør klovneriet både morsomt og poetisk. Det er en kunst, der er de færreste forundt, men det kan Paolo Nani og Kristjan Ingimarsson – de bruger en hel karrieres erfaring til at perfektionere hver eneste bevægelse.

Det hele foregår uden ord, men handlingen er nem at gå til. De to herrer havde både det imaginære og det publikum, der sad i teatret i deres hule hånd.

Kunsten at dø på Nørrebro Teater

Idé og manuskript: Kristján Ingimarsson Companu og Paolo Nani Teater

Medvirkende: Kristján Ingimarsson og Paolo Nani

Varighed: 90 minutter

Opføres i forbindelse med CPH Stage den 27. og 28. maj 2019.