‘Manning er fri’ har allerede spillet på Mungo Park for nogle måneder siden, men fra den 3. maj er forestillingen flyttet til Frederiksberg til Betty Nansen Teatret, så Københavnerpublikummet har haft den tæt på.

Historien handler om Bradley/Chelsea Manning. I programmet er hendes historie ridset op som følger:

Chelsea Manning blev født Bradley Manning. Hun var amerikansk soldat og blev kendt som whistlebloweren, der lækkede hundredetusindvis af fortrolige rapporter, billeder og data om amerikansk krigsførelse og udenrigspolitik. Samlet set det største antal fortrolige dokumenter, der nogensinde er lækket til offentligheden. Det kom til at koste 35 års fængsel, og under sin indespærring og isolation blev Bradley til Chelsea. Som en af sine sidste præsidentgerninger benådede Barack Obama Manning. Hun blev løsladt den 17. maj 2017. Nu er hun fri”

Nysgerrigheden er automatisk vakt, når en sand historie bliver dramatiseret, for der er jo som bekendt ikke noget, der overgår virkeligheden. Det kan ende drastisk skidt og især med en historie som denne. Den har det hele – dårlig barndom, genderissues, så det basker, disciplin og bedrag. Det kunne være blevet sødsuppe, der hvinede i tænderne.

Det er det ikke blevet. Anders Budde Christensen spiller Manning, og han gør det fremragende. Selv om det er en skæbne, der nok kan få tårerne frem i øjenkrogene, bliver det aldrig sentimentalt. Det er mere en næsten objektiv skildring af et liv, der ikke havde de bedste startbetingelser. Begge forældre drak, og den lille Manning havde ikke meget hjælp, når han sagde til sin far, at han gerne ville være en pige. Svaret var, at der var forskel på piger og drenge forneden, og at han måtte vænne sig til at stå op og pisse. Så var det på plads.

Manning gik ind i militæret og havnede som overvåger af fortrolige rapporter, hvoraf han lækkede en mængde til offentligheden. Publikum bliver ført gennem Mannings tanker før, under og efter retssagen. Han kæmpede med sig selv, for han vidste godt, at han havde skrevet under på en erklæring om ikke at afsløre de dokumenter, han fik kendskab til. Han reflekterede også selv over, at ikke alle hemmeligheder nødvendigvis skal afsløres. Hans konflikt opstod imidlertid, fordi han så ting, der ikke var i orden, og han ikke blev hørt af sine overordnede.

Forestillingen skildrer på en og samme tid Mannings straffesag og hans private kamp mod den krop, han var født i. Manning selv fastholder, at hans identitetskrise ikke har noget at gøre med hans afsløringer af dokumenter. Han fortæller om, hvordan han siden sine helt unge år prøvede sin søsters tøj og gik med sminke.

Scenografien af Nicolaj Spangaa består af et glasbur, som Anders Budde Christensen bevæger sig ind og ud af. Buret fungerer både som hans arbejdsplads i militæret, hvor man ser videoer af krigens rædsler, og hvor han chatter med Adrian Lamo, der vidnede imod ham. Senere er buret det fængsel, han er isoleret i, og hvor han tvinges til at være nøgen, så han ikke har noget, han potentielt kan hænge sig i. Anders Budde Christensen tilføjer en fysisk dimension til rollen, når han danser nøgen i buret, fordi han ikke må træne. Heldigvis anses dans ikke som træning af den amerikanske militær!!

Manning er fri er en vigtig forestilling, og den stiller spørgsmål til vores færden på nettet, og hvorvidt man altid skal holde mund, fordi man har fået ordre til det. Og så sætter den fokus på transkønnedes rettigheder. (Chelsea Manning har skiftet køn, men den amerikanske stat refererer stadig til ham som mand.)

Forestillingen, der er instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen, beder ikke publikum om blindt at holde med Manning, men giver os et oplyst grundlag til at danne vores egen mening.

I mellemtiden er det spændende, om Chelsea Manning bliver valgt som senator for Demokraterne i delstaten Maryland.

Medvirkende: Anders Budde Christensen
Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenograf: Nicolaj Spangaa
Produceret af Mungo Park