22 unge i alderen 10-14 år vælter ud i det hårde scenelys,
der sætter dem i fokus – ikke bare på scenen, men også i deres fremtidige liv.
Vi skal med på en rejse gennem deres statistiske liv. For at gøre stykket så
realistisk som muligt har de valgt at tage udgangspunkt i de 22 unge mennesker,
som står stive i kroppen og skuer ud over det publikum, som er kommet for at
høre deres fortællinger.
Vi starter med at lære hver enkelt at kende. De kommer fra forskellige sociale
lag. Alle har præferencer for skole, fritid og familie. De fortæller hver især
om deres kommende drømme for deres arbejdsliv. Nogle vil være pædagoger, nogle læger
og redde verden, imens andre drømmer om at blive musikproducere eller
fodboldstjerner.
Alle børnene har forældre med forventninger. Desværre er deres børn ikke altid enige i disse forventninger eller har mulighed for at leve op til dem. Det kan give stress og angst, og senere i livet kan det være med til at udvikle dårlige vaner, der giver livsstilsygdomme.
Da vi har lært dem at kende, får vi et indblik i, hvordan deres fremtid kommer til at blive, ved at de følger statistikkerne. Nogle vil bryde mønstre, hvorimod andre vil gå fra en høj til en lav klasse, i samfundet. Afslutningsvist får vi at vide, hvilken alder de hver især mister livet i.
Vi bliver præsenteret for vores egen frygt for fremtiden og grimme fordomme, som vi alle bærer rundt på. Flere i salen griner genkendende af de statistikker, de bliver ramt af, når børnene et efter et indtager talerstolen, hvor de præsenterer os for de barske tal.
Man sidder tilbage med hjertet i halsen, en tåre på kinden og en knugen i maven over de mange skæbner, vi på blot én time er blevet præsenteret for. Det hele kommer meget tæt på, og børnene spiller deres roller så imponerende og ægte, at man ikke kan andet end sidde på kanten af den bløde stol og opdage, at kæbemusklerne har løsnet sig undervejs, da de alle gør et imponerende flot arbejde.
Det ville klæde voksne at tage ind og se forestillingen.
Generation Z har meget på hjertet, som er værd at lytte nærmere til.
MEDVIRKENDE 22 børn i alderen 10-14 år – Anna Olympia Bøss, Artianne Olivia Søgaard Andersen, Asta Bundgaard Wanscher, Conrad Bengtsson, David Prammann Schrøder, Emma Skov Dahl Christiansen, Falke Lindegaard Hvidtfeldt, Felix Worsøe Alegre, Frederikke Holm Bergendorff, Ida Møller, Isak William Bjerregaard, Jaafar Machal, Kajsa Krogh Larsen, Luka Gry Selander, Michael Basse Theobald, Molly Grand, Nicholai Kristensen, Ronja Emilie Clemens Tillebeck, Samir Abdi Elmi, Thea Hagelskjær Godskesen, Ursula Outzen, Zeraphina Corrie Bendtsen
KONCEPT OG INSTRUKTION Tue Biering
SCENOGRAFI OG KOSTUMER Karin Gille
KOREOGRAFI, CASTING OG MEDINSTRUKTØR Freja Rault-Lykkeberg
LYDDESIGN Janus Jensen
LYSDESIGNER Malte Hauge
DRAMATURG Tanja Diers
CASTING, KOORDINERING OG NARRATIV KONSULENT Nanna Bøndergaard Buttens
INSTRUKTØRASSISTENT Katinka Hurvig Møller
Produceret i samarbejde med Fix&Foxy