Danmark er blevet en ny skøn sommerrevy rigere. Nemlig ‘Odense Sommerrevy’, der i år ser dagens lys for første gang.

‘Odense Sommerrevy’ er en skøn cocktail af satire, musik, skønne kostumer og en imponerende scenografi. På scenen står et virkelig flot hold med garvede revynavne som Ditte Gråbøl og Vicki Berlin i spidsen. Der er skruet op for alle tangenterne, og humøret og den gode stemning vælter udover publikum allerede fra første sekund.

Det er altid spændende at se hvordan en ny revy griber det hele an. Holdet bag ‘Odense Sommerrevy’ har virkelig forstået at dosere indholdet, så det både afspejler lokalområdet og samtidig træder op på samme level som mange af de etablerede danske revyer.

Vi nærmest græder af grin over et forældremøde, hvor værdier og holdninger mildest talt er uforlignelige. Odense’s egen borgmester Anker Boye kommer under kærlig behandling, og der er deslige plads til en hyldest af Fyns egen ‘nationalret’ brunsvigeren.

Ditte Gråbøl giver den som Inger Støjberg, der lige vil kridte spillereglerne op ‘her i lejren’. Og Vicki Berlin er befriende morsom som den alt for travle hjemmehjælper og som dukken med det realistiske livssyn. Lars Arvad er morsom som Knud Amor, og Brian Lykke, der er ny i revysammenhænge giver os en god gammel kending, når han hiver Jeff op af hatten, kendt fra Krysters Kartel. Thomas Mørk får hele salen til at hyle af grin som is-sælger.

I det hele taget er ‘Odense Sommerrevy’ hele Danmarks nye Sommerrevy, som du ikke må gå glip af.

Spilleperiode: 4. maj 2015 til 11. juni 2016.

Instruktør: Anders Lundorph
Medvirkende: Brian Lykke, Vicki Berlin, Lars Arvad, Ditte Gråbøl og Thomas Mørk.