Der er uhygge og drama over Det ny teater, når fantomet igen hærger og terroriserer. Andrew Lloyd Webbers musical i ny opsætning tryllebinder fra først til sidst med fantastisk sang og skuespil, når vi tages med til den parisiske opera i slutningen af 1800-tallet. Her er fantomet i skikkelse af Tomas Ambt Kofod håbløst forelsket i den unge sopran Christine Daaé, hvis karriere på de skrå brædder han skruppelløst forsøger at befordre. Fantomets kærlighed til Christine og især musikken bliver til en besættelse både for ham selv men ikke mindst for Christine, der er overbevist om, at fantomet er en musikkens engel sendt af hendes afdøde far. Tomas Ambt Kofod giver fantomet en fantastisk sangstemme og et på én gang melankolsk og grusomt væsen.

Den unge sopran Christine spilles og ikke mindst synges af Sibylle Glosted, der giver karakteren et yndefuldt og drømmende udtryk. Christine står i et klassisk dilemma mellem sin kærlighed til musikken og til et andet menneske. På den ene side forføres og fortrylles hun af fantomets musikalske evner, og på den anden side er hun forelsket i sin ungdomskærlighed, Raoul, Grev de Chagny, der kæmper for at rive hende ud af hendes besættelse af fantomet. Når fantomet siger, hun ”er skabt til at tjene musikken”, drages hun mod ham, mens Raouls forsikring om evig troskab og kærlighed får hende til at vakle.

Christian Lund spiller den flotte og heltemodige Raoul de Chagny, som til forskel fra fantomet er forelsket i Christine som menneske og ikke kun som redskab for musikalsk perfektion. Han skuffer bestemt ikke, hvad angår sangstemme og skuespil, og den efterhånden klassiske scene på operahusets tag, hvor Christine og hendes greve synger duet, lader ikke noget tilbage at ønske.

Louise Fribo i rollen som den feterede og krukkede Carlotta Giudicelli er en noget anderledes operadiva, for selvom om hun er iført guirlander og volanter, fremstår hun ikke som den middelmådige sangerinde, man har set i tidligere opsætninger.Hun er faktisk en værdig konkurrent til Christine. Carlotta Giudicellis mand Ubaldo Piangi, der nok er hendes allerstørste beundrer, spilles på morsomste vis af Rasmus Jupin. Med sin næsegruse beundring og joviale facon står denne karakter for det morsomme og karikerede.

Af øvrige biroller er det desuden værd at bemærke særdeles vel syngende og spillende Elisabeth Halling som Madame Giry og Sebastian Harris som Monsieur André.

Scenografien spiller en ikke uvæsentlig rolle i Det ny teaters opsætning af det, der bliver kaldt rekordernes musical, og intet synes overladt til tilfældighederne, selvom et enkelt teknisk uheld sendte publikum i foyeren midt i første akt. Der er arbejdet med de lys- og lydeffekter, der skaber de uhyggelige rammer for det musikalske drama, og det føles til tider, som om fantomet befinder sig blandt publikum. Han dukker da også op de mest uventede steder, som da han pludselig sidder i en del af sceneudsmykningen, der i øvrigt forestiller djævle, der forfører unge kvinder. En anden bemærkelsesværdig scenografisk detalje er, hvor scenen pludselig vendes om, så publikum er back stage og oplever Christines store triumf efter hendes første optræden som solist.

Alt i alt er Phantom of the Opera i Det ny teaters nye opsætning en fantastisk og storslået oplevelse med en række dygtige kunstnere, der leverer en sublim oplevelse for teatergængerne i denne danske udgave af musicalen. En oversættelse, der fungerer perfekt og ikke på noget tidspunkt bliver sødsuppet, hvilket ellers kan være en af faldgruberne, når tekster oversættes fra engelsk til dansk.

 

Phantom of the Opera spiller frem til 31. marts 2019

Manuskript frit efter Gaston Lereoux` Le Fantône de l`Opera: Richard Stilgoe og Andrew Lloyd Webber

Medvirkende: Tomas Ambt Kofod, John Martin Bengtsson, Sibylle Glosted, Isabel Schwartzbach, Cassandra Lemoine, Christian Lund, Sebastian Harris, Louise Fribo, Rasmus Jupin, Elisabeth Halling m.fl.

Originalt Manuskript

Komponist: Andrew Lloyd Webber

Iscenesættelse: Arthur Masella

Lysdesign: Michael Odam

Lyddesign: Nic Gray

Oversættelse: Karen Hoffann

Dirigent: Michael Lindvad