Copenhagen PRIDE 2019 blev fejret på mange måder og mange forskellige steder. Glyptoteket bød på eventet ”Queering the Museum”, som var en helstøbt aften med dans og anden performance, som tog både begrebet queering og deres eget museale stof meget alvorligt med et absolut underholdende resultat.

Det startede med velkomstdrinks i den smukke vinterhave. Eventet var godt besøgt og der var et leben i den smukke gamle have med palmer, blomster og skulpturer. De tre performances foregik på scenen i den dramatisk røde Central Hall med søjler og skulpturer af guder og andre mytologiske skikkelser. Dansekollektivet Disturbing Business gik på scenen et kvarter og havde hele den fyldte sal med sig og en bragende applaus efter en dans, der inkorporerede flere forskellige typer koreografi og et par tegnede skilte med kønsorganer m.m. Det var meget tydeligt, at NU skal det handle om køn, seksualitet og krop.

Og Glyptoteket rummer jo netop udstillinger af skulpturer af myter, som beskæftiger sig med køn, seksualitet og krop. Det tog den næste performance meget klart og tydeligt fat it. Filosof Denis Maksimov, professor i visuel kultur og performance design Michael Haldrup udspillede et retssalsdrama, hvor Zeus, gudernes konge, var under anklage for at have etableret de normative idéer om køn, seksualitet, krop og magt. Maksikov var anklageren, som tog udgangspunkt i myterne om Zeus som patriark, som voldtægtsmand, som morder. Og Haldrup var forsvareren, som argumenterede for at uden Zeus ville vi ikke have den kultur, vi har i dag, og at der i myterne også er sympatiske sider.

Det er virkelig en interessant måde at forholde sig til både den græske mytologi, som hører til i det, vi som regel kalder den vestlige kulturs vugge, og samtidig forholde sig til vores samtids måde at debattere personer og kulturprodukter fra historien, som noget, der enten skal ophøjes eller ses helt bort fra – uden plads til nuancer. Det blev nok en anelse indforstået til tider, hvor det kunne blive svært at følge med, hvis man ikke kender både de græske guder og samtidens debatkultur. I forlængelse af denne retssag, hvor publikum med op- eller nedvendt tommelfinger, som et like på Facebook, dømte Zeus skyldig og ud af historien, fulgte en dragende dans. Lihn Le gik på scenen klædt i hvidt, malet hvid, som de mange statuer på Glyptoteket, og dansede uden musik, tryllebindende efter dommen af Zeus.

Det sidste punkt på aftenens program var en lille vandring mellem de mange statuer af græsker guder og myter, med stop hos Athene, Dionysos, Medusa og Perseus, hvis historier blev sat ind i en queer-feminstisk ramme. Det ligger latent i myterne at blive fortalte på denne måde og det burde de blive hele året rundt – ikke kun, når der er PRIDE-uge i København

De medvirkende fra Queering the Museum: 

Disturbing Business
Denis Maksimov
Michael Haldrup
Lihn Le
Arrangør: Ny Carlsberg Glyptotek

Det var en enkeltstående event
Queering the Museum fandt sted på Ny Carlsberg Glyptotek 15. August 2019