Otte skuespillere, 80 historier og en teateroplevelse, der provokerer, chokerer og inviterer med dybde og originalitet.

‘REQUIEM’ er en mosaik af fortællinger om mennesket i alle dets afskygninger. Iscenesættelsen bygger på Peer Hultbergs roman, der giver stemme til 537 mennesker – alle med det tilfælles, at de bærer på en smerte og en uro. De 537 monologer er i forestillingen kogt ned til 80 historier spillet af de samme otte skuespillere.

Gennem en række ufiltrerede, groteske og humoristiske selvportrætter møder vi hende, der efterhånden bare finder manden latterlig. Ham, der tager piller mod civilisationsmigræne. Skovsvinet, quizmusen, diagnosenægteren og kontorkværulanten.

Løbebånd, drejescener, videoprojektioner og en scene i en kasse oppe under loftet indgår alt sammen i REQUIEM’s scenografi, som afspejler instruktør Jakob Schokkings multikunstneriske baggrund. Visuelt bliver forestillingen derfor aldrig kedelig eller monoton, hvilket skaber den vigtige balance i et retorisk intenst – og i sjældne øjeblikke lidt tungt – teaterstykke.

De 80 fortællinger varierer med fængslende monologer fremført af otte fremragende skuespiller. Otte lysende stjerner på en stjerneklar teaterhimmel. Hvert et ord, hver en lyd og hver en bevægelse leveres med den skarpeste timing og blideste følsomhed. Det er skuespil, som skuespil bør udføres. Ensemblet kunne simpelthen ikke castes bedre.

En lidt ekstra funklende stjerne på scenen findes dog i Lise Baastrup, der ikke blot leverer og fremfører – hun ER sine karakterer. Baastrups arbejde er skræmmende overbevisende, mens indsatsen fremstår ubesværet, let og elegant i samtlige roller.

‘REQUIEM’ spiller på Betty Nansen Teatret frem til 18. februar 2018.

Instruktør og visuelt design: Jacob F. Schokking
Efter roman af: Peer Hultberg
Dramatiseret af: Karen-Maria Bille
Medvirkende: Lise Baastrup, Marie Bach Hansen, Elliott Crosset Hove, Solbjørg Højfeldt, Andreas Jebro, Olaf Johannessen, Steen Stig Lommer og Julie Agnete Vang