Er det underligt, bare for at være underligt, eller har Christian Lollike rent faktisk en god pointe, når han gennem den 80 minutter lange forestilling via nogle robotlignende individer, der mest af alt minder om en parodi på barbiedukker, stiller spørgsmål ved nærmest alt i det samfund, vi lever i?

Scenen er sat: en dagligstue, der leder tankerne hen på en sciencefiction film med udkig til det ydre rum og 4 nærmest firkantede, stereotype barbiedukker, der hver især har deres helt eget ønske om en revolution. Dette er ingredienserne i Lollikes Revolution, som tager forskellige samfundsproblemer op til diskussion og ikke mindst revolution. Hver især har de fire individer deres helt egen mening om, hvordan en revolution skal være og hvad, den skal bidrage med; lige fra kommunistiske Karl Marx agtige tankegange til hende, der mener, at de andre er så intetsígende at høre på, at de ”minder om en film, jeg ikke har lyst til at se.”

Det bliver et spørgsmål om, hvem der har mest ret og et kaos af meninger flyver gennem rummet nærmest i ekstase. Til tider er det underholdende men andre gange er det underligt og tragikomisk uden at man helt ved, hvad man skal synes. Når man i flere minutter har set en kvinde kaste op og sluge sit eget bræk igen, bliver det ikke kun grænseoverskridende men direkte vulgært og for meget. Andre gange underholdes man af de fire robotmennesker, når de for eksempel bliver enige om, at et IKEA Society, hvor de kan leve af ”kjötbullar med potatismos”, kanelbullar, refill sodavand og softice, er løsningen. Her skal alle have billy reoler og den samme type senge og adgangen til revolutionen findes i den dertil designede IKEA-manuel til produktet ”Revolution. IKEA-society fremlægges i en nærmest ekstatisk sang, hvor de fire skuespillere med deres stemmer mest af alt minder om en parodi på Alvin og de frække jordegern.

De fire medvirkende skuespillere gør virkelig hver deres for, at det skal lykkes og for, at der skal komme noget god ud af det patetiske og til tider underlige. Hver især leverer de flotte, lange monologer, hvor de fremlægger hver deres syn på Verden og på, hvorfor den skal revolutioneres. Deres sangstemmer fungerer i den grad sammen, hver især bidrager de med perfektion til især de akapella-inspirerede sange. Samtidig bidrager hver enkelt med at give hans karakter et personligt touch, hvormed hver person opnår særegne kendetegn; der er marxisten, ham der er fanget i sin egen tragedie og skilsmissen, den forsigte kvinde, der ikke helt ved, hvilket ben, hun skal stå på og hende, der er træt af at blive kaldt et syndigt menneske, fordi hun åd en ko og valgte at flyve hjem for hurtigere at kunne se sine børn i stedet for at tage toget.

Det er underligt, tankevækkende, veludført og underholdende. Du forundres og forarges, men det sætter også en lang række tanker i gang om det samfund, som vi alle er en del af. For er der en revolution på vej, og hvordan skal vi forholde os til den hvis og når, den kommer?

Forestillingen spiller på grund af ombygninger på Aarhus Teater på Godsbanens åbne Scene frem til 1. september, herefter spiller den på Sort/Hvid i København fra 5. – 29. september.

 

Manuskript: Christian Lollike med tekster af Mikkel Bolt Rasmussen

Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Marie Marschner, Kjartan Hansen, Rikke Lylloff

Instruktør: Christian Lollike og Sigrid Johannesen