– det er næsten som at være der selv.

Den norske TV-serie, som alle har set og som alle taler om, er nu landet som teaterstykke på Aveny-T – langt væk fra Hartvig Nissens Skole på Frogner i Oslo. Men – stemningen er ikke til at tage fejl af. Alle er spændte, forventningsfulde men ved jo egentlig godt, hvad det er, de skal ind at se. Men – det er også med en vis grad af ’frygt’; kan man overhovedet lave den voldsomt populære serie om til et teaterstykke? Kan man komme rundt i alle hjørnerne af karaktererne på bare 90 minutter? Bør man?

Den første historie er Evas. Udover en introduktion til alle karaktererne, så følger vi hende og hendes dilemmaer i forhold til veninder, familien derhjemme og ikke mindst kæresten Jonas. Eva (Frieda Joanna Krøgholt) leverer varen og er nok den mest autentiske af skuespillerne. Hun er nærværende, har nerve og forstår at spille sine frustrationer ud i salen.

’Skam’ bæres af dialogen – både karaktererne imellem men også gennem de velkendte SMS-dialoger, som i teaterforestillinger blæses op på bagvæggen. Herudover fungerer karaktererne også som fortællere – dette fungerer som udgangspunkt fint, men det virker indimellem noget forvirrende.

Scenografisk er der kun det allermest nødvendige: enkelte møbler og to scener, hvor den ene kan dreje rundt og den anden kan hæves og sænkes og på den måde fungere som seng, bus, trappe, etc. Det betyder, at der er fuld fokus på skuespillerne, og det virker egentlig meget fint og troværdigt.

’SKAM’ spiller på Aveny-T i perioden 15. september – 28. oktober 2017.

Manuskript: Julie Andem og Mari Magnus
Instruktør: Martin Lyngbo
Medvirkende: Frieda Joanna Krøgholt, Sylvester Byder, Mathias Käki Jørgensen, Sofie Salee, Nanna Finding Koppel, Asil Al-Asadi, Karla Rosendahl Rasmussen og Jonathan Stahlschmidt.