Hvis man skal se én ballet denne sæson – så se ‘Spar Dame’, koreograferet af britiske Liam Scarlett. Kun 26 år gammel stillede danseren Scarlett balletskoene for at hellige sig hvervet som koreograf og heldigvis for hans publikum, for i en alder af kun 31 år har han allerede skabt adskillige værker.

Scarlett har til Den Kongelige Ballet valgt at sætte trin til Alexandr Pusjkins novelle fra 1834 om den kyniske spillefugl, officeren Hermann, den mystiske grevinde og hendes plejedatter Liza. ”Det minder meget om Onegin”, sagde en dame i pausen. Ikke underligt, for Pusjkins versroman udkom bare ét år før Spar Dame, og historien kredser i begge værker om en kynisk, tiltrækkende helt, som bliver overhalet indenom af sit eget rænkespil og besejres af det gode.

Grevinden i skikkelse af Kizzy Matiakis prydede forestillingens fortæppe med halvdelen af ansigtet skjult i sort og resten smukt blegsminket med hvide vipper, diamanter om halsen og tunge øreringe.

Historien indledes med grevindens fald ved spillebordet, hvor hun taber sit store diamantsmykke til sine mandlige medspillere, men vinder det tilbage, da hun har fået de vindende kort hvisket i øret af en mystisk fremmed.

Kizzy Matiakis var med gårsdagens premiere i en af sin karrieres største roller. Ikke alene så hun blændende og køligt overlegen ud i de mange smukke kostumer. Hun var også veldansende i det intense samspil med Andreas Kaas som Hermann.

Andreas Kaas balancerer mellem den modne grevinde, hvis hemmelighed om de vindende kort han så gerne vil have og den purunge Liza, han kurtiserer for at nå sit mål. Ida Praetorius dansede Liza, og forelskelsen lyste ud af hende, når Kaas lagde op til natlige stævnemøder, men hun agerer resolut da hun finder ud af, at Hermann er en helt igennem skidt karl. Oplagt er det også, at hun er parat til at møde kærligheden med Tomskij (Jón Axel Fransson), der på sin side elsker hende.

Scenografien af Jon Morell er forunderlig. Den er på en gang tung og 1700-talsagtig, men også moderne og enkel. Der er nogle skønne detaljer som når grevindens kiste ved begravelsen mirakuløst bliver til et grønt spillebord, og hun materialiserer sig for den skrækslagne Hermann.

Musikken er orkestreret og arrangeret af Martin Yates, der (med egne ord) er gået på rov i Tjajkovskijs musik. Han har skabt præcis den ildevarslende stemning, der passer til gyserhistorien, og kapellet under ledelse af Vincenzo Milletarí var velspillende.

Scarletts koreografi er klassisk, virtuos og ung på én gang, samtidig med at historien er tilpas dramatisk og romantisk. Liam Scarlett har fået det bedste frem i danserne, og det siger ikke så lidt. Der er dejlig meget dans i forestillingen med store pas de deuxer for Kaas/Matiakis og Kaas/Praetorius, men hele korpset har heldigvis også store dansante optrin og ser ud til at trives med dem.

Det var en helt igennem festlig aften, der blev afsluttet med uddeling af hele tre legater fra Annie & Johs. Detlef´s Fonde.

Spiller til 19. maj 2018 på Det Kongelige Teaters Gamle Scene

Koreografi: Liam Scarlett
Iscenesættelse: Liam Scarlett
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Orkestreret og arrangeret af: Martin Yates
Scenografi og kostumer: Jon Morrell
Lysdesign: David Finn
Assisteret af: Jean-Lucien Massot
Assisteret af: Claire Still Henriksen
Dirigent: Vincenzo Milletarì