Kamilla Wargo Brekling har skabt et teaterstykke for tre over Svend Brinkmanns anti-selvhjælps-bog ”Stå Fast” fra 2014, hvor han er gået mod strømmen om at være i konstant bevægelse og realisere sig selv, og hvor han opfordrer til ikke altid at have ja-hatten på, men giver os lov til at være negative og kritiske. I stedet burde vi ifølge Brinkmann glemme os selv og vores følelser og genopdage gamle værdier og i øvrigt affinde os med, hvem og hvordan vi er. Stykket havde premiere i sidste sæson og har nu repremiere.

De tre skuespillere kommer til orde på Skuespilhusets lille scene. Publikum træder ind i et rum med et opbygget podium, hvor der kan opstilles stole. De tre agerende er (muligvis) til et selvudviklingsseminar, eller de står for det. Det er ikke helt klart, men det gør ikke så meget. Stine Schrøder Jensen brokker sig over stolene – de er ikke til at sidde på, og de er for tunge til at bære. Hun bliver sekunderet af Maria Rich og Mads Rømer Brolin-Tani, der giver hende ret i dette kæmpe problem.

Der diskes op med diverse floskler og klichéer fra seminar- og konsulentverdenen. Der er genkendelse hos publikum, for mange af os har siddet gennem i hvert fald tilsyneladende meningsløse seminarer, hvor vi har skullet finde vores indre løve eller humlebi, mens vi har tænkt på, om frokosten mon vil være god, og om hvornår vi kunne være bekendt at smutte.

Stykket er bygget op som en række små sketches, der skifter mellem det slapstick humoristiske og det eftertænksomme.

En af de sjoveste er ”samtalen” mellem Mads Rømer Brolin-Tani og Stine Schrøder Jensen, hvor Mads Rømer Brolin-Tani prøver at fyre Stine Schrøder Jenser, der agerer hans coach. Det er dog ikke let, må coachens kunde/patient/klient sande, da han prøver efter at have gået hos hende i mere end tre år. Hun snakker bare hen over sin kunde/patient/klient i et væk, stiller spørgsmål til ham, hun ikke giver ham mulighed eller tid til at svare på. Han sidder forvirret tilbage uden at være kommet frem til sit egentlige ærinde. Sådan kan det måske blive ved i årevis?

Marie Rich agerer i en anden scene en kollega, der har kage med, som vi alle skal have et stykke af – lige indtil hun fortryder og forlanger kagen tilbage fra de i publikum, der allerede er ved at sætte tænderne i den.  Senere bliver samme Rich så sur på os ude på rækkerne, at vi kan blive sendt til Østeuropa og komme i analyse i døgndrift.

I en lidt sælsom scene er de tre skuespillere iført kæmpe åndemasker, der får dem til at opføre sig høfligt og uegennyttigt i supermarkedskøen. Åbenbart er det ikke noget, der ligger for, at vi danskere kan finde ud af af os selv.

Døden kommer under behandling, og publikum bliver godt og grundigt gjort opmærksom på det faktum, at vi skal dø, og at dette kan ske på mange måder og før vi aner det.

Det er skildringen af det moderne, forkælede menneske, der burde gå op i noget mere væsentligt end at fiksere på sig selv. Det kan altid mane til eftertanke og være et frisk pust midt i coaching, auraterapi, numerologi, personlig udvikling og migfikseringen, og idéen om at omsætte dette til teater er for så vidt også sympatisk.

Stine Schrøder Jensen, Maria Rich og Mads Rømer Brolin-Tani gør det glimrende. Der er noget crazy over Stine Schrøder, som man kun kan holde af. Maria Rich, der er ny i rollen, er skøn i sin ironi over diverse moderne mennesketyper, og Mads Rømer Brolin-Tani er et godt mandligt modstykke til sine to kvindelige kolleger.

Man sidder dog tilbage med følelsen af, at pointerne ikke kan bære halvanden times forestilling, og man kan kun gætte på, at teatret kun har genopsat stykket, fordi det med sine kun tre medvirkende må være ganske billigt at producere.

Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling

Co-instruktør, koreograf, dramaturg: Karina Dichov Lund

Scenografi og kostumer: Lisbeth Burian

Lysdesign: Malthe David Haugaard

Lyddesign: David Andreas Hjerting

Videodesign: Rasmus Kreiner

Medvirkende: Stine Schrøder Jensen, Maria Rich og Mads Rømer Brolin-Tani

Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause

Spilleperiode: 2. november til 12. december