Topmøde for de mest deprimerede

‘Topmøde for de mest deprimerede’ er en alvorlig forestilling, der belyser depressionens mange faser. Men heldigvis er det hele pakket ind i en kraftig portion sort humor, der gør det en del nemmere for publikum at fordøje.

Denne unikke forestilling er sammensat som et patchwork af tekster fra nogle af verdens største dramatikere og filosoffer ligefra Søren Kirkegaard, Goethe, Shakespeare til Dante og Strindberg.

‘Topmøde for de mest deprimerede’ er spækket med gode skuespilkræfter, og det er næsten umuligt at fremhæve nogen frem for andre. Det er en fornøjelse at se Birthe Neumann, der på trods af det alvorlige tema på sin helt egen måde tilfører sin rolle en skøn portion ironi – og det er imponerende hvor længe hun egentlig kan holde en hulahopring igang om hofterne. Preben Kristensen får os til at trække på smilebåndene, når han kommer med en opskrift på hvad man kan gøre for at komme sin depression til livs. Pakket ind i sin dyne giver Laus Høybye publikum stof til eftertanke med sin destruktive tanker og han har ligesom Bebiane Kreutzmann, i skikkelse af den sårbare unge pige, mistet lysten til livet.

Scenografien fortjener også et par rosende ord med på vejen. Venstre side af teatrets store scene er kulsort, og gradvist fortyndes den sorte dystre farve og løber over i de grå toner for til sidst at ramme højre side i en næsten blændende hvid farve. Der er tænkt over detaljen og det skaber den helt perfekte ramme for forestillingens tema.

I det hele taget en umanerlig stærk forestilling – det er ikke alt, du som publikum kan fordøje i teatersalen, ligesåvel som det ikke er alt vi skal kunne forstå, men topmødet giver masser af stof til eftertanke.

‘Topmøde for de mest deprimerede’ kan opleves på Teater Republique til og med den 21. maj 2016.

Instruktør: Staffan Valdemar Holm
Medvirkende: Birthe Neumann, Preben Kristensen, Laus Høybye, Mette K. Madsen, Olaf Johannesen og Bebiane Kreutzmann.