Monologen UNDERKASTELSE konfronterer med relevante spørgsmål i tråd med Houllebecqs roman, men Lars Brygmanns solopræstation svinger på begge sider af en jævn indsats.


Litteraturprofessoren François lever et liv med færdigretter, YouPorn og halvdesperate forhold til yngre, kvindelige studerende. Men et præsidentvalg vender op og ned på professorens liv. Frankrig får sin første muslimske præsident, og han indfører sharia-light i det franske samfund, der efterhånden begynder at ændre sig: Kvinderne bliver tvunget til at trække sig fra arbejdsmarkedet, arbejdsløsheden falder markant, de universitetsansatte konverterer til islam – og François bliver tvunget til at se på samfundets kultur og dogmer med helt nye øjne.

I UNDERKASTELSE er kvinderne reduceret til et usynligt forbrugsgode, der mest af alt skal opfylde mandens behov for sex, magt og mad i en vestlig verden i menneskeligt og moralsk sammenbrud. Vores velstand har lullet os i søvn. Vi er blevet for magelige til at kæmpe. Vores hang til forbrug er større end vores trang til frihed.

Temaerne i UNDERKASTELSE er uomtvisteligt interessante. Betty Nansen Teatrets opsætning af Houllebecqs stærkt kontroversielle roman som monolog er spændende og veludført i sin grundtekst. Tankerne og spørgsmålene rammer og hænger ved. Og Nathalie Mellbyes visuelle udtryk er et af de absolut stærkeste elementer i hele forestillingen.

Desværre bliver Lars Brygmanns teknisk dygtige færdigheder som skuespiller for stiv og karikeret til at fremføre en overbevisende monolog i 90 minutter. Særligt Brygmanns karakterskift fungerer tungfærdigt, da formen fremstår inkonsekvent og dermed uigennemskuelig. Momenter af virkelig velfungerende passager gør dog forestillingen til et yderst fornemt bud på en teateropsætning af den franske roman.

UNDERKASTELSE spiller på Betty Nansen Teatret fra 17. marts til 7. april 2018.

Iscenesættelse og dramatisering: Anja Behrens
Efter roman af: Michel Houellebecq
Dramaturg: Karen-Maria Bille
Medvirkende: Lars Brygmann