På trods af det som regel ustadige danske sommervejr ved man alligevel, at Sommeren er over os, når festspillene skyder op over det ganske danske land, og man må sige, at niveauet for amatørforestillinger for alvor er hævet gennem de seneste par sæsoner.

Varde Festspil er ikke nogen undtagelse. Her har man i år valgt at sætte alle sejl til med forestillingen ”Annie get your Gun”, og om end historien måske er lidt tynd og meget forudsigelig, så påvirker det hverken skuespillernes niveau, den skarpe koreografi eller de overdådige kostumer – som der på ingen måde er sparet på. Bag den danske oversættelse står Thomas Bay og Mads Æbleøe Nielsen, der af flere omgange også har oversat til og medvirket i professionelle produktioner ved Fredericia Teater. Måske netop på grund af baggrunden er oversættelsen af replikker såvel som sangtekster både gennemarbejdede og skarpe samtidig med, at de lægger sig pænt op ad originalen.

I rollen som den mandhaftige og selvstændige Annie Oakley ses Danielle Karlson. Karlson er med den noget skæve dialekt og generelt skæve attitude et rigtig godt bud på en god Annie Oakley. Med hendes fine sangstemme er hun både i stand til at gøre Annie rå såvel som blød, som hun bør være. Over for Karlson ses Christoffer Sonnich Møller, der udover at spille Frank Budler på Vardes skrå brædder også har medvirket i flere opsætninger ved Fredericia Teater. Sonnich Møller er i den grad velcastet til rollen som den charmerende og meget pigeglade Frank Budler, der også formår at charmere sig ind på Annie. Hans timing og charme bevæger sig langt ud over scenekanten, så han næsten også forfører det halve af publikum, og især i det nærmest ikoniske nummer ”Anything you can do” ser man, at både Karlson og Sonnich Møller er et godt par på scenen.

De to søstre Winnie og Dolly Tate spilles af henholdsvis Hanne Ginnerup Andreasen og Trine Graungaard Hjerrild Thomsen, der repræsenterer den gode såvel som irriterende søster. Søstrenes samspil er skønt og Hjerrild Thomsen er fantastisk irriterende og nem at se sig sur på i rollen som Dolly, der gang på gang forpurrer ikke kun søsterens forhold til halvblodsindianeren Tommy Keeler – spillet charmerende af Jonas Flindt-Christensen – men også forsøger at stikke en kæp i hjulet i Budler og Oakleys forhold samt samarbejdet mellem Pawnee Bill og Buffalo Bill.

Varde Sommerspil er generelt en vellykket forestilling, men dette sker ikke uden at værdsætte ensemblet som helhed. Danserne og ensemblet er dygtige, velkoordinerede og hamrende musikalske og godt hjulpet på vej af et dygtigt orkester ledet af Niels Rahbech samt kostumier Agnethe Vestergård Pedersen og resten af systuens skarpe øje for kostumernes detaljer og autencitet glemmer man hurtigt den måske lidt flade historie og nyder i stedet det store, dygtige og professionelle hold bag ”Annie get your Gun”.

Varde Sommerspil spiller fra 27. juni til 13. juli på Arnbjerg Friluftscene

Instruktør: Carsten Friis

Medvirkende: Danielle Karlson, Christoffer Sonnich Møller, Jesper Ulbæk Andersen, Jonas Flindt-Christensen, Hans Kaarde Gundesen, Neklas Klausen, Trine Graungaard Hjerrild Thomsen, Hanne Ginnerup Andreasen m.fl.

Kostumier: Agnethe Vestergård Pedersen

Orkesterleder: Niels Rahbech

Forfattere: Dorothy og Herbert Fields

Oversættelse: Thomas Bay og Mads Æbleøe Nielsen

Scenemester: Bjarne Refstrup Jensen

Scenograf: Gitte Degnemark

Koreograf: Berit Borg