På et af Københavns mindste og hyggeligste teatre – Teatret ved Sorte Hest huserer Why Not Theatre Company med forestillingen Vita & Virginia af Eileen Atkins fra 2011.

Dramaet er baseret på Vita Sackville West (1892-1962) og Virginia Woolfs (1882-1941) hundredvis af breve udvekslet dem imellem fra 1922 til Woolfs død i 1941. Her 75 år efter Woolfs død har man så valgt at sætte stykket op på ny.

Scenen er enkel – to kvinder – to stole på en black box scene. De to mødtes til et middagsselskab, og udviklede en affære, der varede knap 20 år.

Det er oplagt, at de to har været meget forbundne – både mentalt og seksuelt. De var begge gift, så det lå ikke i kortene, at de var sammen på en mere permanent basis, også fordi Vitas fulgte sin diplomatmand til diverse udstationeringer. Blandt andet dette har afstedkommet de spil, der kan være mellem kærester. De gjorde hinanden jaloux ved at fortælle om, hvilke andre damer, de plejede omgang med, når de ikke var sammen.

Sue Hansen-Styles og Nathalie Johnston er på deres formfuldendte engelske overbevisende i deres portræt af den nervøse og snobbede Virginia Woolf og den selvsikre og begavede Vita Sackville-West.

Forestillingen handler ikke kun om en lesbisk affære mellem to overklassedamer i Bloomsbury kredsen. Den er især interessant, fordi den giver et indblik i tanker over tid hos eliten fra kunst, relationer til anden verdenskrig.

Se forestillingen – den begynder allerede i teatrets foyer, hvor laminerede kort fortæller om personkredsen omkring de to hovedpersoner.

På Teatret ved Sorte Hest – spiller til 19. november 2016

Medvirkende: Sue Hansen-Styles, Nathalie Johnston
Instruktør: Barry McKenna
Dramatiker, forfatter: Eileen Atkins
Producent: Foreningen Why Not Theatre Company
Arrangør: Foreningen Why Not Theatre Company
Spillested: Teatret ved Sorte Hest