En webforestilling fra Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater har på rekordtid fået stablet en helt ny og aktuel forestilling, ‘Karantæne’, på benene i disse tider, hvor det fysiske møde mellem mennesker er begrænset til et minimum. Handlingen begynder den 6. marts 2020 i Danmark, hvor restriktioner og antal smittede ikke har givet myndighederne anledning til bekymring, der har ført til indgriben i befolkningens frihed. Her ved publikum mere end de medvirkende, der ikke ved, hvad der venter dem. Historien fortsætter til midt april, hvor landet er på den anden ende på enhver måde. Vi kan ikke befinde os mere i realtid, må man sige.
I webforestillingen møder publikum en familie på fem, der rammes af det ene dilemma efter det andet på grund af Corunavirussen. Der er far med en fint behandlet sukkersyge og en rask mor, og de er taget i sommerhus. De har to døtre og en søn. Lillesøster Esther befinder sig i Brasilien, men skal hjem til sin søster Ellens bryllup. Ellen er på sin side i benægtelse om, at brylluppet måske/måske ikke bliver til noget på den planlagte dag. Esther har ikke taget situationens alvor helt ind og bliver så meget desto mere chokeret, da det viser sig, at hendes fly hjem fra Rio bliver aflyst.
Den i familien, der har fingeren helt på pulsen om alvoren, er sønnen Erik, der meget bombastisk får banket ind i hovedet på sine familiemedlemmer, at det her ikke er for sjov. Derfor må bryllupet aflyses og som det mindste er der flere af familiens ældre medlemmer, der ikke skal med – deriblandt børnenes egen far og dennes bror Klaus, der er meget syg. Det sidste bliver dog ikke noget problem, idet han i mellemtiden går hen og dør, og hvad gør man så med begravelsen? Der må ikke være for mange med, og hvis man er i risikogruppe, skal man slet ikke dukke op.
I mellemtiden er den kommende brudgom på forretningsrejse i Madrid, hvor han er blevet smittet med corunavirus af en spansk kollega, og han kan derfor ikke komme hjem, og forude venter en karantæne. Det var så det bryllup!
Det lyder lidt som en sæbeopera, men er det ikke. Der gribes fat om en mængde dilemmaer, som tusindvis af mennesker har stået med i denne tid. Skal/skal ikke har ligesom været hovedspørgsmålet for mange, når de har skullet tage stilling til, om der skulle holdes bryllup, konfirmation eller fejres runde fødselsdage. Der er en mental vej hen til aflysningerne, og alle griber forståelsen af den uvirkelige situation, vi står i, forskelligt an. Det gør historien særdeles nem at relatere sig til.
Forestillingen afvikles via skype eller noget tilsvarende, så skærmen er delt i 4, 3, 2 eller i hel skærm alt efter hvor mange i familien, der deltager. Det fungerer godt og er ret sjovt, for de udfordringer, mange af os computermongoler står over for, har familiens medlemmer naturligvis også. Hvornår er lyden på, hvornår skal vi logge ind o.s.v., og så har den ene datter konsekvent billedet vendt på den forkerte led. I det hele taget er der en lun stemning uden, at der på noget tidspunkt er tale om en komedie. Det er fem familiemedlemmer, der holder uendeligt meget af hinanden og griber deres kærlighed an på vidt forskellige måder. Det er vist også almindeligt hos de fleste familier. I en presset situation bliver nogle intense, andre mere apatiske, og generationerne imellem reageres der også meget forskelligt.
Far og mor, spillet af Tammi Øst og Jens Jørn Spottag, har optaget deres del i deres sommerhus, og de forekommer meget autentiske også al den stund, at Spottag i det virkelige liv lider af sukkersyge. Han spiller den mest kærlige far, der vil gøre det godt for sig selv, sine børn og sine omgivelser i det hele taget. Han er bevidst om egen situation, men har ikke lyst til at indse, at han rent faktisk er en person i en risikogruppe. Hvem har det? Spottag fortæller en sød historie om en sanglærke med en grum skæbne. Spottag er sød, når han fabulerer over den lille fabel.
Tammi Øst er poetisk som moderen, der først som handlingen skrider frem, viser den dybde, hun er i besiddelse af, og som både kan tage råd og give dem, når det gælder. Tammi Øst citerer lange passager fra Inger Christensens digtsamling Alfabet, og den repetitive rytme virker næsten meditativ, når man følger Øst på sommerhusgrunden og i det drivhus, der optager hende og jager hendes tanker hen på noget mere fredeligt end pandemi.
Sicilia Gadberg Høegh og Lucia Vindi Dirchsen er søde som søstrene, der holder humøret oppe hos hinanden og holder virtuel polterabend og skåler i noget, som ligner tis, (som de selv siger).
Mikkel Arndt er intens som den pandemiskrækslagne unge mand, der gerne vil passe på sig selv, sin familie og alle andre og i øvrigt vil have dem til at agere præcis, som han gør. Sjov er scenen, hvor han er allermest oppe og køre over situationen og hamstrer toiletpapir.
John Donnes digt Intet Menneske er en Ø citeres, og det 400 år gamle digt er meget vedkommende i tiden.
Forestillingen slutter lidt umotiveret med dans hjemme hos Kizzy og Tim Matiakis midt i dagligdagen med legetøj spredt omkring. De danser begge fortrinligt, og optrinnet er for så vidt fint, men meget adskilt fra den øvrige handling.
Det er et flot initiativ, at kunstnerne har påtaget sig denne usædvanlige opgave, og de har sammen med Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Sæter Stordahl skabt et vedkommende tidsbillede fra 2020.
Forestillingen kan streames fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.
Kunstnerisk Hold:
Idé og Iscenesættelse: Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Sæter Stordahl
Komponist: Lasse D. Hansen
Teknisk løsning: Klavs Kehlet Hansen
Mix og mastering: Lasse D Hansen og Magnus Hansen
Medvirkende: Tammi Øst, Jens Jørn Spottag, Sicilia Gadborg Høegh, Lucia Vindi Dirchsen, Mikkel Arndt
Sanger: Simon Duus
Dansere: Kizzy og Tim Matiakis
