Lørdag aften bød på gensyn med Nikolaj Hübbe og Silja Schandorffs udgave af ´Giselle´ fra 2016. Denne opsætning har scenografi af Maja Ziska og kostumer af Mia Stensgaard, og begge dele er mere end vellykkede.
De fleste kender historien om den unge bondepige Giselle med det sarte helbred og ditto sind. Hun har to mænd i sit liv – den ene er ham hun elsker, den anden elsker hende for nu lidt frit at citere Tove Ditlevsen. Ham Giselle elsker er hertugen Albrecht, der giver sig ud for at være bonden Loys og derudover har glemt at fortælle, at han er forlovet med fyrstedatteren Bathilde. Den, der elsker Giselle, er den søde og principfaste skovfoged Hilarion, som Giselle ikke har øje for. Selvfølgelig opdages Albrechts bedrageri, og Giselle bliver vanvittig og dør. I anden afdeling af balletten lykkes det Giselle at redde Albrecht fra at blive danset til døde af wilierne. Kærligheden transcenderer liv og død og overvinder den skrappe Myrtha, der er leder af wilierne.
Med håret i postkassen står Hilarion og Bathilde, der faktisk fortjener en del sympati, men det byder Jules Perrot og Jean Corallis romantiske ballet fra 1841 ikke på.
Wilma Giglio dansede titelpartiet på premiereaftenen, og hun kom ud i alle kroge af Giselles indre. Hun var forelsket, vanvittig og tryglende gennem forestillingen. Hun har en fantastisk teknik, og det kræves for at kunne løfte partiet. Jonathan Chmelensky var Albrecht, og han var både inderlig, fræk, forelsket og kunne man håbe, havde han også dårlig samvittighed. Chmelensky er utrolig – han agerer, springer som få og uden tegn på udmattelse løfter han sin Giselle højt over hovedet. Hvor er Det Kongelige Teater heldige at have ham i ballettens midte. De var et imponerende par.
Schonan Greve var en overbevisende Hilarion. Han har både teknik og charme, og man forstår hans jalousi og misundelse overfor Albrecht. At Schonan Greve ikke for længst er blevet forfremmet til mere end korpsdanser, er uforståeligt. Det må bero på en forglemmelse – se at få udnævnt ham hurtigst muligt.
Imponerende var også Lania Atkins som den stramtandede Myrtha.
Danserne var over en kam veldansende – både i de store partier, mindre pas de deuxer og i de store tableauer – ved folkelivet i første del og de hundesvære passager, wilierne danser i sidste del. Der er heldigvis meget dans i ´Giselle´.
´Giselle´ er altid et gensyn værd, og dejligt er det at se en ballet danset på teatrets gamle scene, hvor balletten traditionelt har hørt til – og ikke på Operaen, hvor mange balletter nu opføres. Imidlertid mangler der fornyelse for både kompagniet og publikum. Mon de kommende sæsoner vil byde på nyt?
Man kunne eventuelt lave en ballet om Bathilde og Hilarion. De trænger til lidt oprejsning.
,
Giselle på Det Kongelige Teaters gamle scene
Medvirkende: Wilma Giglio, Jonathan Chmelensky, Georgi Kapitanski, Isabella Carroll, Maria Bernholdt, Schonan Greve, Ludwig af Rosenborg, Eukene Sagues, Mattia Santini, Christina Hammari, Morten Eggert, Lania Atkins m.fl.
Dirigent: Nathan Brock
Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Jean Coralli og Jules Perrot
Musik: Adolphe Adam
Scenografi: Maja Ziska
Kostumedesign: Mia Stensgaard
Lysdesign: Åsa Frankenberg
Varighed: 2 timer og 5 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 7. marts til 10. april 2026
Se eventuelt tidligere anmeldelse af ´Giselle´ https://kulturtid.dk/ballet/giselle-2/
