
Akram Khan har skabt et forunderligt værk, hvor alt er blevet til i forbindelse med opsætningen. Her er ikke noget genbrug.
På første holdet, der dansede ved premieren, var Astrid Elbo og Sebastian Pico Haynes et spændende par som Lady Macbeth og Macbeth. Der var passion og lidenskab på spil.
Det er der også, når Stephanie Chen Gundorph og Merirambek Nazargozhayev danser de to hovedpartier. Her kommer Akram Khans evner endnu en gang til syne. Det er oplagt at se, at han har lært sine dansere at kende og har instrueret dem og har fået deres personlighed med i koreografien, hvilket er oplagt, når to så forskellige dansere optræder i hovedpartiet.
Hvor Astrid Elbo næsten udstråler galskab, er Stephanie Chen Gundorph blid i sin passion. I samdansen med Meirambek Nazargozhayev er der en inderlighed og en forelskelse, der giver en ægthed i relationen, der gør hendes skuffelse så meget mere tydelig, da hun erkender at hendes mand er en ambitiøs og voldelig tyran, der ingen midler skyr. Marirambek Nazargozhayevs kazakhstanske rødder giver en autenticitet til den orange dervishdragt, han er iført i lange passager. Og for pokker, hvor han kan få skørtet til at hvirvle. Han er en spændende danser, og mon der ikke vinker en udnævnelse forude.
I flere andre partier var nye dansere sat ind. Ji Min Hong var første seerske, MacLean Hopper var Banquo – generalen i Kong Duncans hær, hans datter Fleance blev danset af Celine Olsen.
Schonan Greve var Macduff. Kong Duncan blev danset af Mathieu Rouaux og var knap så manieret som Ludwig af Rosenborg, der dansede til premieren.
Det var interessant at se det samme værk tage sig helt anderledes ud med andre dansere. Der kan kun opfordres til at se begge hold og finde nye nuancer ved gensynet.
Se anmeldelse af premieren her: https://kulturtid.dk/ballet/lady-macbeth/
,
Lady MacBeth
Medvirkende: Stephanie Chen Gundorph, Merirambek Nazargozhayev, Ji Min Hong, MacLean Hopper, Celine Olsen, Tomoka Kawazoe, Eukene Sagues, Schonan Greve, Mathieu Roaux m.fl.
Koreografi: Akram Khan
Dirigent: Vello Pähn
Original musik og lyddesign: Vincenzo Lamagna
Orkestrering og musikalsk arrangement: Mathias Friis-Hansen og Vincenzo Lamagna
Scenografi og kostumer: Tim Yip
Lysdesign: Michael Hulls og Ryan Joseph Stafford
Dramaturgi: Akram Khan, Sunila Galappatti og Yuko Khan
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 24.04.2026 – 04.06.2026





