Et helt nyt værk lavet direkte til Den Kongelige Ballet. Det er helt enestående og det, publikum var vidne til ved Verdenspremieren på ´Lady Macbeth´ af bangladesh-engelske koreograf Akram Khan. Mange kender Shakespeares teaterstykke om den magtsyge skotske konge, hvis navn man af overtroiske grunde helst ikke skal nævne. Man kender også hans hustru, der i den grad støtter eller skubber til sin mand, så han kan tilrane sig tronen, og hvis man skal være helt ærlig, ikke har nogen særlig sympatisk personlighed. Hos Akram Khan opleves dramaet gennem Lady Macbeth. Det er hendes følelser, der bygger fortællingen, og Akram Khan formår at få ladyen til at være helstøbt og i sidste ende empatisk. Heksene fra Shakespeares stykke er hos Khan forvandlet til seersker, og der er ikke kun tre, men en stor gruppe af kvinder – dog med en første seerske i front.
Værket er nyt hele vejen igennem, så udover Akram Khans koreografi er der komponeret ny musik og lyd af italienske Vincenzo Lamagna, kinesiske Tim Yip har skabt scenografi og kostumer, og Michael Hulls og Ryan Joseph Stafford har skabt lys.
Det er oplagt, at Akram Khan har lagt et stort arbejde i at skabe partier til Lady Macbeth, hendes ægtefælle, første seerske, Banquo og dennes datter Fleance.
Lige så vigtigt og i mange scener nærmest vigtigere er de store optrin med mange dansere. Mere end 60 dansere optræder. Her skinner Akram Khans erfaring med at skabe optrin til åbningen af de olympiske lege i London i 2012 igennem. I flere af gruppeoptrinene kan man se, at der skal være fart på for at nå rundt i cirkler med alle dansere.
Danserne har været på en trinmæssig rejse. De har, bortset fra kærlige hilsner til ´Sylfiden´, bevæget sig væk fra ballettens klassiske trin. Akram Khan har skabt pulserende, jordsøgende trin både i duetter og i store grupper. Der er repetition på repetition, og damernes lange hår danser med, når de kaster med det. Damerne danser i hele første del af forestillingen på bare tæer og kommer kun på halv tå. I anden afdeling, hvor seerskerne har forvandlet sig til genfærd, er de på tåspidserne i en cirkeldans.
Der trampes og løbes, og der er tydelige henvisninger til ”dervish whirling”, når herrerne snurrer med skørterne svingende om sig. Der er kampdans med sværd, og også det er ikke hverdagskost for danserne i Den Kongelige Ballet.
Igennem forestillingen følges relationen mellem de to ægtefæller, der begge gerne vil op i hierarkiet. De går efter kronen, selv om det indebærer, at den siddende konge må lade livet ved Macbeths sværd. Målet helliger midlet, er der jo nogen, der siger.
På premiereaftenen dansede Astrid Elbo titelpartiet som Lady Macbeth. Hun har en vildskab og en passion over sig, at man tror på hendes vilje til først at hjælpe sin mand med at få magten, men også en evne til at få afmagten frem, da han i hendes optik svigter hende og bliver for voldelig. Sebastian Pico Haynes var en farlig Macbeth. Han viste lidenskab for at få magten og lidenskab overfor den hustru, der længe uden at blinke står ved hans side og den følelsesmæssige afstumpethed, han mener er vigtig for at komme til tops.
Emma Riis-Kofoed var første seersken/lady Macduff, og hun leverede en unik og lidenskabelig præstation.
Vincenzo Lamagnas nykomponerede musik og lydbillede byder både på helt tyst musik og voldsomme toner, der nærmer sig Stravinskijs ´Sacre du Printemps´, ligesom kanontordenen drøner ud i salen. Et kor bidrager til stemningen, og på trods af, at stemmerne er båndet, føles det som om de er med live.
Michael Hulls og Ryan Joseph Staffords lysdesign henlægger scenen i delvis mørke, der bidrager til den dystre stemning, men der skabes også farvestrålende lys i flere scener.
Tim Yips scenografi er et kapitel for sig. I loftet hænger en gigantisk trærod – ti meter høj og med en samlet vægt på 2,5 tons – tag den. Den sænkes og hæves gennem forestillingen, og man forstår den mytiske betydning, det har. Yips kostumer er overvejende holdt i mørke støvfarver – med undtagelse af Lady Macbeths blå kjole.
Khan har skabt et mesterværk, der er mærkeligt dragende, intenst, organisk og dystert. Er det nemt tilgængeligt – nej det er det på ingen måde. Det er svært at følge med i, selv om man har læst på handlingen. Det gør dog ikke noget. Det kalder udelukkende på, at man bliver nødt til at se værket igen og håbe, at man så får det hele eller i hvert fald mere med. Hvis man timer det rigtigt, kan man opleve Stephanie Chen Gundorf som Lady Macbeth.
Der skal lyde en kæmpe tak til tidligere balletmester Nikolaj Hübbe for at få Akram Khan til at skabe `Lady Macbeth´ til danserne. Ikke alene på grund af værket selv, men også fordi de har været på en koreografisk og menneskelig rejse, der vil gavne kompagniet også fremover.
,
Lady MacBeth
Medvirkende: Astrid Elbo, Sebastian Pico Haynes, Emma Riis-Kofoed, Liam Redhead, Alyssa Douglass, Tomoka Kawazoe, Ji Min Hong, Oliver Marcus Starpov, Ludwig af Rosenborg, Sebastian Duhr m.fl.
Koreografi: Akram Khan
Dirigent: Vello Pähn
Original musik og lyddesign: Vincenzo Lamagna
Orkestrering og musikalsk arrangement: Mathias Friis-Hansen og Vincenzo Lamagna
Scenografi og kostumer: Tim Yip
Lysdesign: Michael Hulls og Ryan Joseph Stafford
Dramaturgi: Akram Khan, Sunila Galappatti og Yuko Khan
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 24.04.2026 – 04.06.2026
