Så er det blevet tid til årets anden anmeldelse af ‘Nøddeknækkeren’ – denne gang Tivolis udgave, der i år kan fejre 10 års jubilæum. Balletten ‘Nøddeknækkeren’ er for mange familier synonym med jul og forestillingen tænder julelys i sit publikum.

Det Kongelige Teater og Tivoli har tidligere haft en fin aftale om, at skiftes til at præsentere netop denne juleklassiker, men det er ovre nu, og derfor var vi lørdag til hele to repremierer på ‘Nøddeknækkeren’ – Først på Det Kongelige Teater, og senere på aftenen i Tivolis Koncertsal.

Det er julemorgen og alt er som traditionerne byder. Timerne snegler sig afsted, særligt for børnene Clara (Maïa Gastal) og lillebroren Fritz (Kristoffer Nyman). Det hjælper dog på ventetiden, da en af julegæsterne kommer tidligt, den folkekære digter H.C. Andersen, som underholder med oplæsning af egne eventyr. H.C. Andersen bringes til live i skikkelse af Tommy Edvardsen, som naturligvis er karikeret, men vi køber fuldstændig ind på det.

Omsider begynder de resterende gæster at ankomme i deres festligste tøj og smukke kjoler. Hr. Andersen er ikke det eneste kendte navn på gæstelisten, der også rummer Det kongelige Teaters Balletmester Bournonville og Tivolis direktør Bernhard Olsen.

Børnenes fokus er de funklende gaver, men først skal julemiddagen nydes. Clare bliver aftenens heldige mandel-finder og mandelgaven er en fin nøddeknækker – en soldat i træ.

Juletræet er et eventyr helt for sig, som børn og voksne nu endelig danser omkring inden det er tid til julegaver. Og efter en lang dag falder Clara i søvn foran det smukke træ – med sin nøddeknækker i sin lille favn.

Og nu begynder eventyret først for alvor, hvor små søde balletbørn danser med skønne glimt af H.C. Andersens mest elskede eventyr som ‘Fyrtøjet’ og ‘Snedronningen’. Og det der gør hele oplevelsen værd at se. Også Tivolis egen Harlekin, Columbine og Pjerrot bidrager til eventyret med en drømmende flyvetur i ballongyngen.

Der er utrolig meget dejlig ballet igennem hele forestillingen, og det er om muligt ligeså eventyrligt, som selve handlingen. Et ud af mange store højdepunkter er Jacqueline Zhang, der fortryller med sin følsomme elegance og tekniske kunnen, hun er yndefuld, og viser stort overskud i sin sikre præstation – Du sidder virkelig og kæmper for ikke at lukke øjnene, det er helt vidunderligt smukt.

Også Johanna Sigurdardottir tager pusten fra sit publikum som ‘Snedronningen’ – uhyggeligt og majestætisk med lysende snefnug hvirvlende om ørene. Og for dig, der netop kan lide ballet, så er der så opløftende meget smukt dans i Tivolis ‘Nøddeknækkeren’, at det i sig selv en grund til at lægge vejen forbi den gamle have midt i København.

Vores allesammens Dronning, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, er endnu engang den kunstneriske kraft bag scenografien og kostumedesign. Og hvor er det bare fantastisk, at en 82-årig Dronning bare fortsætter med sine kunstneriske færdigheder, og ja meget er set i tidligere af Tivolis mange samarbejder med Dronningen, men det er en fryd, at se de nye eventyrlige designs, som vores monark har rystet ud af ærmet, særligt hendes snefnug-kostumer imponerer. Scenografien guider os klart igennem hele balletten – vi er aldrig i tvivl om hvor vi er.

‘Nøddeknækkeren’ i Tivolis Koncertsal

Koreografi og iscenesættelse: Peter Bo bendixen

Musik: Pjotr Iljittj Tjajkovskij

Scenografi og kostumer: Dronning Margrethe

Tivoli Copenhagen Phil diregeret af: Henrik Vagn Christensen

Lysdesign: Jonas Bøgh

Dansere: Alessandra Chiara Bernier, Allan Clausen, Allan Nielsen, Amalie Isager, Amelia Coleman, Anna Zavalloni, Antonio Russo, Antoniomanuel Calvanese, Clarissa Pace, Federico Coletti, Filippo Terrinoni, Francesco Capasso, Ida marie Krings, Igor Person, Ismael Del Valle, Itsuki Omori, Jacqueline Zhang, Jennifer Wagstaffe, Jette Buchwald, Johanne Sigurdardottir, Kaitllin Zeis, Kristoffer Nyman, Laureline Epaulard, Laurie Nielsen, Louka Do Vale Tinoco, Luca Varone, Louis Fernand, Maïa Gastal, Manon Avrillon, Marco Dahlia, Martina Quintiliani, Mihael Belilov, Muriel Burmejo, Nadia Skriver Rosenby, Olivia Tang-Mifsud, Patrick Ryan, Per Lundsgaard, Remi Okamoto, Robert Thomsen, Sara Jørner, Sarah Leduc, Tommy Edvardsen, Tori Cooper, ValdemarWalter, Vincent Vernal.

Varighed 2 timer inkl. pause

Spilleperiode 26. november til 23. december 2022.